Foto: Kim Matthäi Leland

Forbipasserende gjorde uhyggelig opdagelse: Kvinde fundet død

En livløs kvinde blev tirsdag formiddag fundet i vandet ved Marselisborg Lystbådehavn i Aarhus.

Tirsdag formiddag var mandskab fra Østjyllands Brandvæsen i gang med en større redningsaktion ved Marselisborg Lystbådehavn.

Det skete efter Østjyllands Politi omkring klokken 10.05 modtog en anmeldelse om, at der var set en person i vandet ved havnen.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Det viste sig, at der var tale om en livløs kvinde, som blev kørt på hospitalet, hvor hun blev erklæret død omkring klokken 11.00.

Efter bjærgningen søgte politiet efter spor i området, hvorefter de forlod havnen igen omkring klokken 11.00.

Ifølge Århus Stiftstidende vides det endnu ikke, hvorvidt kvinden har ligget i vandet i længere tid.