Lykkelig slutning: Gravhundsblanding savnede sin ejer – Nu får han en ny familie

Det er altid nervepirrende for en dyreelsker, når en hund bliver efterladt af dens ejer. For det er ikke sikkert, at menneskets bedste ven, får et nyt og trygt hjem igen.

For få uger siden efterlyste Midt – og Vestjyllands Politi ejeren til en stakkels gravhundsblanding, som var fundet på hovedgaden i Hedsted, Jylland.

– Vi oplever jævnligt, at ejeren ikke dukker op. Hvis ejeren ikke kontakter os, så frigiver vi hunden til et pensionat, som vi samarbejder med, sagde Politikommissær Peder Christensen fra Midt- og Vestjyllandspoliti til Newsner d. 12. november, da de lige havde efterlyst ejeren til den efterladte hund.

Ejeren dukkede desværre aldrig op, men det ser ud til, at den sorte gravhundsblanding stadig har en lys fremtid for sig.

– Der er rigtig mange, som har henvendt sig, der vil hjælpe, siger Anne Kirkegaard, som er kommunikationskonsulent hos Midt – og Vestjyllands Politi til Newsner.

Internat udvælger nyt hjem

Det er usikkert, hvor længe hunden, som politiet antager er mellem tre til fem år gammel, nåede at være hos dyreinternatet, som politiet samarbejder med.

– De har sørget for et godt nyt hjem til ham, siger Anne Kirkegaaard, kommunikationskonsulent, Midt – og – Vestjyllands Politi.

Politiet kan ikke give flere oplysninger om, hvor i landet hunden nu er endt henne.

Vi ønsker den søde gravhundsblanding held og lykke med sin nye familie.