Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Magnus Heunicke med godt nyt til danskerne: Epidemien er stabil

Den gradvise genåbning er i fuld gang, og der er så småt igen ved at være liv på uddannelsesinstitutioner, restauranter og caféer.

Danskerne har desuden i et stykke tid haft mulighed for at få fikset corona-håret eller få en velfortjent massage efter lang tids hjemmearbejde på en dårlig kontorstol.

På trods af den gradvise genåbning er corona-smitten stadig på et stabilt niveau på nuværende tidspunkt.

Det oplyser Sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter, hvor han også skriver, at kontakttallet er beregnet til 1.

Det er dog endnu for tidligt at forudse, hvordan sidste uges genåbning med blandt andet restauranter og barer kommer til at have indflydelse på smittetallene.

– Hvis der kommer udsving efter sidste uges genåbning, er det for tidligt til, at det viser sig i kurverne, skriver Magnus Heunicke og fortsætter:

– Test, sekventering, opsporing, lokale tiltag og ikke mindst forår og vaccinerne giver os en hjælpende hånd.

Sundhedsministeren skriver også, at godt hver femte dansker er påbegyndt vaccinationen.

Ifølge nye tal fra Sundhedsstyrelsen er størstedelen af de 70-79 årige enten færdigvaccinerede eller påbegyndt vaccinationen.

Du kan læse mere om vaccinationstilslutningen i Danmark her.