Politiet har nu fået endeligt identificeret den person, som i weekenden blev fundet livløs i Randers Fjord.
Lørdag klokken 15.54 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var fundet en død person i Randers Fjord ved Uggelhuse.
Personen havde ligget i vandet i noget tid.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet havde dog en formodning om, at der var tale om 47-årige Pavia Hamann, som forsvandt natten til den 10. februar 2019.
Denne formodning er nu blevet bekræftet.
Siden Pavia Hamann forsvandt for godt en måned siden, har politiet søgt intensivt efter ham med både hunde og helikopter – både nær Fausing i Randers SØ og nord for fjorden.
Pavia Hamanns pårørende er blevet underrettet.