Onsdag efterlyste Fyns Politi en mand, som var mistænkt for at have stået bag en farlig markbrand i Agedrup på Fyn.
Den 27-årige mand, der var efterlyst med billede i medierne, har nu meldt sig. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladet meldte den 27-årige mand fra Odense sig selv, efter at politiet udsendte et overvågningsfoto af manden. Han tilstod at stå bag brandstiftelsen.
Manden er nu sigtet for at have brugt en brandbar væske til at sætte ild til den tørkeramte mark.
– Det er efter min opfattelse fuldstændig sindssygt, at man kan finde på at sætte ild til en mark i denne tørke. Det kan jo ende katastrofalt, og det må være sket helt uden omtanke for omgivelserne, sagde vagtchef Ihm Christensen fra Fyns Politi onsdag til Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladet blev den 27-årige mand løsladt efter afhøringen. Bliver han dømt for forsætlig brandstiftelse, risikerer han at komme i fængsel, da forbrydelser som denne automatisk udløser en fængselsstraf.