Foto: Shutterstock

Marielyst Strand: Teenager redder 83-årig kvinde fra at drukne

En 13-årig dreng fra Taastrup har god grund til at være stolt. Han er en af dem, der kan betegnes som en ægte hverdagshelt.

Han var nemlig den, der straks reagerede, da en 83-årig kvinde var ved at drukne ud for Marielyst Strand på Falster.

Episoden fandt sted mandag eftermiddag, da den 83-årige kvinde var taget på strandtur med sin søn. Mens sønnen befandt sig på land, valgte den 83-kvinde at tage sig en dukkert.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Newsner.

Ifølge politiet bemærker sønnen, at moderens hovede ryger under vandet et par gange. Han ser en ung dreng på et paddleboard i nærheden, og spørger ham, om han kan tjekke, at kvinden er okay.

Kaster vand op

På paddleboardet befinder den kun 13-årige dreng sig, og han reagerer med det samme.

– Drengen, der var på paddelboard, får hevet hende op af vandet og kan se, at hun har vejrtrækningsproblemer og hoster, siger Peter Walentin, politikommissær ved Beredskab Syd til Newsner.

Drengen trækker derefter kvinden ind, og der bliver tilkaldt hjælp.

-Det er en meget handlekraftig ung mand. Han trækker hende ind og svømmer med hende. Det er en virkelig flot indsats, siger politikommissæren.

Den ældre kvinde har hele tiden været under bevidsthed, men hun kastede vand op og havde blå læber.

Indstilles til dusør

Politiet er meget imponeret over den unge drengs handling:

– Det er en solstrålehistorie med en exceptionel indsats fra en meget ung mand, det synes jeg er flot, siger politikommissær Peter Walentin.

Beredskab Syd har nu sendt sagen videre, så den unge dreng muligvis kan få en dusør.

Politiet har ikke flere oplysninger om den ældre kvindes tilstand.

Hvor er det en flot indsats af så ung en dreng. Hjælp os gerne med at hylde ham i kommentarfeltet på Facebook.