Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Medarbejder på plejehjem smittet med coronavirus – nu er to beboere testet positive

I går kom det frem, at en medarbejder på plejehjemmet Hørgården var blevet smittet med coronavirus, mens seks beboere efterfølgende udviste symptomer på sygdommen. Nu er to af dem blevet smittet med coronavirus. Det skriver Århus Stiftstidende.

Dag for dag, næsten time for time, er der ny udvikling omkring virussen corona. I går valgte statsminister Mette Frederiksen at lukke Danmark ned, så blandt andet skoler og institutioner lukkes i to uger for at mindske smitterisikoen.

I går kom det også frem, at en medarbejder på plejehjemmet Hørgården i Aarhus var blevet smittet med coronavirus, og at seks beboere på plejehjemmet udviste symptomer. Derfor skulle de testes for sygdommen, og nu er der nye oplysninger i sagen.

– To beboere har fået konstateret infektion med coronavirus, mens fire resultater er negative. Vi fortsætter al beredskab på plejehjemmet og forsøger at inddæmme smitten i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, siger Vibeke Dahmen, viceområdechef, Aarhus Kommune til Århus Stiftstidende.

Udover de to nu skal behandles hurtigst muligt, så kommer de nye tilfælde af corona til at få konsekvenser på plejehjemmet. De har nemlig ifølge avisen været nødt til at sende 20 medarbejdere hjem, da de har plejet de to smittede beboere.