Mette Frederiksen er optimistisk: “Det er lykkedes at få smitten under kontrol igen”

Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Regeringen kunne onsdag formiddag til et pressemøde præsentere deres ny teststrategi, der kommer til at spille en stor rolle i genåbningen af Danmark.

Nu skriver statsminister, Mette Frederiksen, i et opslag på Facebook, at hun er optimistisk:

– Det er lykkedes at få smitten under kontrol igen. Færre er indlagt. Og færre mister livet.

Samtidig påpeger hun, at den mere smitsomme corona-variant – den britiske mutation – har haft stor indvirkning på restriktionerne og ikke mindst, hvornår landet kan genåbnes.

– I regeringen arbejder vi på en fortsat ansvarlig udfasning af restriktionerne. Men med stor opmærksomhed på den britiske mutation, som desværre har ændret spillereglerne. Og med eksperterne tæt inddraget, så vi sikrer, at hvert skridt, vi tager, bliver forsvarligt.

Millioner af tests er nøglen til genåbning

Til pressemødet om den nye teststrategi forklarede Sundhedsministeren, at tests vil have en stor betydning for åbningen.

-Vi kræver, at de dele af samfundet, der kan åbne, der skal der være test to gange om ugen, sagde Magnus Heunicke.

– Tidligere i dag var der pressebriefing med en række ministre. Her fortalte regeringen om, hvordan tests skal hjælpe os henimod et stadig mere åbent og almindeligt land igen. Pas godt på hinanden, skriver Mette Frederiksen.

Disse restriktioner er indtil videre gældende  til den 28. februar.

Den nye testplan kan betyde, at folkeskole-eleverne kan vende tilbage til fysisk undervisning:

– Det kræver, at de unge mennesker vil lade sig teste, og vil lade sig teste ofte, og at skolerne vil bidrage til opgaven, lød det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Statsministeren afslutter sit opslag med at give udtryk for, at hun har forståelse for, at nogle danskere har fået nok af restriktioner.

– Når jeg er optimistisk, er det fordi, vi i Danmark nu igennem snart et år har vist, at vi kan få tingene til at fungere. Også når det er svært, skriver hun.

Du kan læse det fulde opslag herunder:

Exit mobile version