Mette Frederiksen med ny melding: “Det er nødvendigt, at restriktionerne forlænges”

Den gyldne dato har indtil videre været søndag den 17. januar, men hvis du er en af de danskere, der havde håbet på, at restriktionerne ville læmpes derefter, bliver du højst sandsynligt skuffet.

Statsminister, Mette Frederiksen, har indkaldt partilederne til et møde onsdag eftermiddag om netop forlængelse af de nuværende restriktioner, som stod til at udløbe søndag d. 17. januar.

– Jeg vurderer, at en forlængelse af restriktionerne er nødvendig. Ikke mindst for at sikre, at den britiske mutation ikke underminerer den danske epidemikontrol, siger Mette Frederiksen under en debat i folketingssalen:

Til mødet om eftermiddagen vil regeringen være repræsenteret af justitsminister Nick Hækkerup (S) og fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S). Det oplyser TV 2.

Disse restriktioner forlænges:

  • Afstandskrav i dagligvarebutikker og det offentlige rum forbliver skærpet til to meter. Men dagligvarebutikker og apoteker holdes åbne.
  • Butikker, storcentre og arkader holdes lukkede.
  • Liberale erhverv såsom køreskoler, frisører, massører og tatovører skal være lukkede.
  • Forsamlingsforbuddet vil stadig hedde maks fem personer samlet – dette gælder også i private hjem.
  • Der er allerede skærpet indrejserestriktioner for borgere fra England, og det vil forsat være sådan.
  • Folkeskoleelever og studerende på videregående uddannelser skal ikke møde fysisk op, men følge onlineundervisning.
  • Restauranter, barer og caféer skal være lukkede – men med mulighed for at sælge take-away.’
  • kultur, sport og fritidsaktiviteter holdes lukket. Det gælder eksempelvis biografer, svømmehaller, museer, biblioteker og alle indendørs idræts – og kulturanlæg.

Der er endnu ingen oplysninger om, hvorvidt regeringen kommer til at stramme restriktionerne yderligere.