Foto: Danske Spil

Midtjyde fik vanvittigt opkald i frokostpausen: Tillykke – du har vundet 15 millioner

En mand fra Midtjylland var millionær i flere dage, inden han fandt ud af det midt i frokostpausen.

En mand fra Midtjylland var som sædvanligt på arbejde, da han i frokostpausen i mandags blev ringet op. Men i stedet for at blive ringet op af en kedelig sælger, var det en meget mere positiv besked i den anden ende af røret. Han havde nemlig vundet 15 millioner kroner i Lotto om lørdagen.

– Jeg blev ringet op i min frokostpause, og jeg må indrømme, at jeg var helt blank, siger den nybagte millionær, der har et Plus-abonnement, og fortsætter:

– Jeg tjekker stort set aldrig, om jeg har vundet, for det kører jo helt automatisk. Og tidligere er det ikke blevet til meget mere end smågevinster på 50 kr. her og der. Så jeg troede faktisk, at det var løgn. Bagefter tjekkede jeg min spilkonto og kunne jeg se, at den var god nok. Og så kom tårerne, må jeg indrømme. Det var så uvirkeligt, lyder det i pressemeddelelsen fra Danske Spil.

Selvom gevinsten kom som et chok for den anonyme vinder, og han endnu ikke ved, hvad pengene skal bruges på, så har han gjort sig lidt overvejelser. Eksempelvis trænger badeværelset til at blive renoveret og den 12 år gamle tv kunne også trænge til at blive skiftet ud.

Derudover drømmer manden om at komme ud og rejse – og det skal være et sted, hvor man kan spille golf.

– Jeg skal finde et sted med en god 18 hullers golfbane. Men jeg trænger til et nyt golfsæt, for det gamle er efterhånden godt slidt, og det er der nu endelig råd til, siger manden.

Det er dog ikke kun manden selv, der kommer til at få glæde af gevinsten.

– Det bliver en fantastisk jul i år. Min nevø og niece skal i hvert fald have nogle gode gaver, siger den midtjyske Lotto-millionær.

Pengene kommer også til at påvirke manden i fremtiden. Han arbejder til dagligt inden for restaurationsbranchen, og det kan til tider være hårdt. De mange penge giver ham nu muligheden for at gå tidligere på pension.

– Det hele bliver meget nemmere nu, hvor jeg ikke længere behøver at tænke så meget over min økonomi. Nu kan det også være, at jeg stopper med at arbejde, før jeg bliver 70 år, fortæller manden.

Sikke en fantastisk besked at få på en ellers grå mandag. Del for at ønske ham tillykke med den flotte gevinst!

 

Læs mere om...