En midtjysk mand gjorde forleden et ganske overraskende fund i sin butik i Silkeborg.
Langt inde i et hjørne under en køledisk lå der nemlig en vielsesring.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i et opslag på Twitter.
En vielsesring, der blev tabt under en ferie i #Silkeborg, er 10 år senere dukket op igen og nu på vej tilbage til sin ejer på #Bornholm. #politidk pic.twitter.com/r9o9ALbhVJ
— MV-Jyllands Politi (@MVJPoliti) May 24, 2019
Manden besluttede sig for at tage ringen med på den lokale politistation, hvor den straks blev undersøgt nærmere. Det skulle vise sig, at det ene af navnene i vielsesringen var en smule usædvanligt.
Det krævede derfor få klik i politiets it-systemer at finde ét eneste ægtepar i landet med denne navnesammensætning.
Dette ægtepar bor på Bornholm, og de fik noget af en overraskelse, da politiet ringede for at overbringe den glædelige nyhed om, at ringen pludselig var dukket op i Midtjylland. Manden fortalte, at hans hustru havde tabt ringen under en ferie i Silkeborg for cirka 10 år siden.
Vielsesringen er nu på vej tilbage til sin rette ejer:
– Og hvem ved – måske venter manden med at fortælle om fundet, indtil han om nogle dage (for anden gang) kan sætte den på sin hustrus finger, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Sikke en skøn historie! Del gerne artiklen med dine Facebookvenner, for at sprede lidt glæde i deres feed.