Regeringen og Dansk Folkeparti vil skærpe straffen for at tale i håndholdt mobiltelefon og sende sms’er, mens man kører i bil.
Er du typen som godt kan finde på at tage mobilen, mens du kører bil? Eller godt lige hurtigt kan svare på en sms, mens du holder for rødt i bilen?
Så skal du til at tænke dig endnu mere om i fremtiden, for regeringen og Dansk Folkeparti vil nu sætte straffen op for at tale i håndholdt mobil, skrive sms’er eller bruge andet elektronisk udstyr i bilen, som fjerner fokus fra at køre bil.
Derfor vil transportminister Ole Birk Olesen (LA) forberede et lovforslag, som kan fremsættes til efteråret. Det oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
I dag kan du slippe med en bøde på 1.500 kroner, men i fremtiden skal du foruden bøden også have et klip i kørekortet.
At billister vil kunne få et klip i kørekortet i stedet for blot en større bøde er meget bevidst.
– Det er en stor og effektiv strafskærpelse. Det er min klare fornemmelse, at folk har en større respekt for det der klip i kørekortet. For de ved, at hvis man får tre klip, så risikerer man altså at miste sit kørekort, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA) ifølge DR.
Hvad synes du om det nye forslag? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet.
Foto: Shutterstock