Gennem den seneste uge er et bageri i boligområdet Tingbjerg i København blevet udsat for groft hærværk. Ifølge ejeren skyldes hærværket, at han ikke vil betale beskyttelsespenge.
Lørdag aften oplevede flere kunder i Kaj Bageri i Tingberg, hvordan fem unge mænd trængte ind i bageriet og raserede stedet med baseballbats og jernstænger. Hærværket skete mellem 17 og 18 lørdag, hvor de rystede gæster måtte skynde sig ud af butikken.
Det er den tredje episode af hærværk, som butikken er udsat for den seneste uge. Både torsdag og fredag fik stedet ødelagt vinduerne.
Ejeren Ali Parnian har fortalt, at det grove hærværk er kommet efter, at han nægtede at betale beskyttelsespenge.
– Der kom en mand og sagde, at der var nogle, der ville smadre Ali’s bageri, hvis ikke han betalte 100.000 kroner. Ali nægtede det, og så er butikken blevet smadret. Han har det rigtig skidt nu, siger Ali Parnians tolk Sohila Ghiasvand til DR Nyheder. Ali Parnian har blot været i Danmark i halvandet år.
Episoden har rystet den 19-årige ejer.
– Mit hjerte gik næsten i stå. Jeg græd og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte, mit liv var ødelagt, siger Ali Parnian til TV2.
Du kan se det voldsomme overfald i videoen herunder:
[arve url=”https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Ftv2nyhederne%2Fvideos%2F10159815403025332%2F&show_text=0&width=560″ /]