Nordjysk mand idømt syv års fængsel for drabsforsøg – satte ild til kæresten

En 33-årig mand blev onsdag idømt syv års fængsel for drabsforsøg, efter han overfaldt sin kæreste og satte ild til hende kort før jul sidste år.

En 33-årig mand blev onsdag fundet skyldig i drabsforsøg og idømt syv års fængsel ved Retten i Aalborg.

Dommen fik han for at have sat ild til sin 39-årige kæreste efter at have overfaldet hende brutalt i hendes lejlighed i Nørresundby i december sidste år.

Det skriver Nordjyske.

Retten fandt den 33-årige mand skyldig i at have smadret en flaske i hovedet på kvinden, sparket og slået hende, stukket hende i ballen med en skarp genstand og til sidst hældt karburatorvæske ud over hendes krop og sat ild til den.

Kvinden blev efterladt i lejligheden og måtte selv ringe til alarmcentralen for at få hjælp. Hun fik anden- og tredjegradsforbrændinger på 25 procent af sin krop.

Under retssagen kom det frem, at parforholdet var præget af jalousi. Inden overfaldet skulle manden have fået mistanke om, at kvinden havde været ham utro. Han forklarede i retten, at han var taget hjem til kvinden for at hente sine ting og afslutte forholdet. Men da han begyndte at afkræve svar, tog aftenen en mere dramatisk drejning.

Retten fandt det ikke bevist, at manden havde til hensigt at dræbe kæresten. Til gengæld mente de, at han måtte antage, at de voldsomme skader, ville kunne medføre hendes død. Derfor lød dommen som forsøg på manddrab og ikke grov vold.

Selv hævder manden, at han ikke havde planer om, at kvinden skulle dø, at ildspåsættelsen skete spontant, og at han forsøgte at hjælpe hende med at slukke ilden.

Den 33-årige mand har ifølge Nordjyske valgt at anke sin dom.