Ulven blev fundet ved motorvejen ved Torsted tilbage i november.
Dyret, der blev fundet trafikdræbt ved motorvejen nær Rold Skov tilbage i november, var en ulv.
Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det var en medarbejder fra Vejdirektoratet, der fandt ulven.
Medarbejderen er ansat til at renholde nordjyske motorveje og det var i den forbindelse, at han fandt et ulvelignende dyr.
Artiklen fortsætter under billedet…
DNA-analyse har bekræftet det
Dyret blev bragt til Aalborg med hjælp fra Falck, hvor den blev hentet af den nationale ulveovervågning, som transporterede den til obduktion på Københavns Universitet.
Ifølge pressemeddelelsen så blev det bekræftet, at dyret var blevet påkørt og døde på stedet.
Der var usikkerhed om, hvorvidt der var tale om en ulv, da der findes hunderacer, der nemt kan forveksles med ulve, men en DNA-analyse har efterfølgende bekræftet, at det netop var en ulv.
Ydermere kan Miljøstyrelsen også oplyse, at DNA’et er blevet matchet med det centraleuropæiske ulveregister og man har kunnet se, at det er en hanulv, og at den tidligere har efterladt spor ved Hangelsberg i Tyskland og på Kongenshus Hede i Midtjylland.
Det menes, at ulven er indvandret fra Tyskland.