Nybagt Lotto-millionær ikke i tvivl – Børnene skal ikke vide noget

De fleste danskere kigger på telefonen flere gange om dage, hvad enten det er for at se efter ubesvarede opkald, klokken, surfe rundt på internettet eller en af de mange andre ting, som mobiler kan nu til dags. Men en mand fra Skanderborg Kommune fik et af de bedre syn, da han kiggede på telefonen en søndag for et par uger siden.

Der lå en besked fra Danske Spil om, at han havde vundet en million kroner på Millionærgarantien.

– Jeg skulle på arbejde søndag morgen og hentede min telefon, som lå inde i arbejdsværelset. Da jeg så, der var kommet mail fra Danske Spil, tænkte jeg, at det var de sædvanlige 50 kroner, jeg havde vundet. Men jeg studsede godt nok over de mange nuller, fortæller den nybagte vinder til Danske Spil.

Han styrtede ind for at vække sin kone, og han overraskede hende ikke bare med den glade nyhed.

– Jeg tror, jeg forskrækkede hende ret meget. Jeg var jo helt forfjamsket, og jeg må også indrømme, at der var en tåre på min kind. Jeg græder aldrig, så det var helt uvant for hende at se mig sådan. Men den søndag kunne jeg ikke holde det tilbage.

Manden var egentligt på vej på arbejde, da han så beskeden, men måtte erkende, at det var svært at holde koncentrationen på arbejdet efter nyheden.

– Beløbet er jo ikke højt nok til, at man kan sige sit job op og leve af gevinsten. Men der går da mange tanker igennem hovedet på en i forhold til de drømme, man har haft, siger han.

Når man læser historier om nybagte Lotto-vindere, så vil mange gerne være anonyme, hvilket den nybagte vinder også vil. Men vinderen og konen vil det lidt mere end de fleste – de fortæller ikke engang deres børn om gevinsten, og det er der en særlig årsag til.

– Vi har altid ment, at man skal opdrage sine børn, så de kan klare sig selv. Derfor vil vi ikke sige det. Dermed ikke sagt, at vi ikke vil tilgodese dem. De skal bare forkæles uden at vide hvorfor. Og så giver det ro i maven som far, at man har midlerne til at hjælpe, hvis det skulle komme til det en dag.

Udover han vil forkæle børnene, så skal pengene bruges på at betale lidt gæld ud på hus og bil, og så skal parret på en lille påskeferie.

 

Exit mobile version