Nyt forslag: Giv støjbøder til larmende motorcykler og biler i byerne

Er du træt af at høre motorcyklister og bilister gasse voldsomt op og drøne ned ad gaden, når de rammer byen? Hvis det står til miljøorganisationen Det Økologiske Råd skal kommunerne kunne lave stillezoner i byer, hvor der bliver stillet krav til, hvor meget trafikken må støje.

Støj fra trafikken kan skabe store problemer for folk som bor i byerne. Især i nattetimerne når man gerne vil sove, kan trafikstøj være et irritationsmoment, som man bare gerne vil have til at forsvinde.

Især i sommerhalvåret kan man ofte støde på en motorcykel eller bil som fræser ned ad gaden, mens motorens larmer gevaldigt. Men det skal være slut, hvis det står til Det Økologiske Råd, der vil bekæmpe larme fra motorcykler og biler med særlige zoner i byerne, hvor det er muligt at straffe køretøjer som larmer for meget.

– Kommuner skal kunne lave stillezoner i byer eller større byområder, hvor man kan stille krav til, hvor meget trafikken må støje, skriver miljøorganisationen på sin hjemmeside.

Miljøorganisationen arbejder med følgende regler for køretøjer i stillezonerne:
Fra 2020 må motorkøretøjer ikke støje over 80 decibel i nattetimerne. Mens de fra 2023 ikke må støje over 85 decibel i dagstimerne.

For ejere af almindelig personbiler vil det generelt set ikke blive et problem at overholde forslaget fra rådet. Det er derimod særlige sportsvogne og motorcykler, som rammes af det nye forslag. De skal tænke over, hvor de kører og hvordan de kører deres køretøj.

– Hvis folk betaler mange penge for en bil, der forurener rigtig meget med støj, så må de også acceptere, at der er steder og tidspunkter, hvor de ikke kan fyre den af for fulde gardiner, fordi det går ud over folks nattesøvn, siger seniorrådgiver Kåre Press-Christensen fra Det Økologiske Råd til DR.

Hos FDM ser man positivt på det nye forslag, men ser derimod skeptisk på, hvordan forslaget skal overholdes.

– Teoretisk set synes vi, det er en udmærket idé. Men juridisk kan det blive svært at håndhæve, for mens alle biler har et speedometer, så har de færreste biler en støjmåler. Så rent lavpraktisk bliver det vanskeligt for bilisten at vide, om man overholder reglerne, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk til DR.

Hvis forslaget går igennem, vil der komme meget mindre støj fra køretøjer i udvalgte stillezoner. Hvad synes du om forslaget? Giv gerne din mening til kende i kommentarfeltet. 

 Foto: Shutterstock