Nyt fra Corona-pressemødet: ‘Epidemien ændrer karakter nu’

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

På pressemødet netop nu bliver den nuværende coronasituation udlagt.

Ved dagens pressemøde om coronasituationen deltager sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Dette billede er ikke fra dagens pressemøde, men fra et tidligere coronarelateret pressemøde. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Derudover er Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitichef Thorkild Fogde til stede.

Det primære formål med dagens pressemøde er at give danskerne et overblik over den nuværende status på Corona i Danmark.

Sundhedsminister Magnus Heunicke åbnede pressemødet med et overblik over antal indlagte med Corona samt over antallet af færdigvaccinerede danskere.

– Epidemien ændrer karakter nu, sagde Heunicke med henvisning til de borgere, der er indlagt med Corona netop nu:

– Lige nu er der flere mellem 30-39 år, der bliver indlagt, end borgere over 80 år, fordi de er vaccineret.

I forhold til vacciner fortæller han, at 31 procent, dvs. næsten en tredjedel af danskerne, nu har fået første stik, mens 17 procent er færdigvaccineret. Af de færdigvaccinerede borgere over 75 har mere end 90 pct. ladet sig selv vaccinere mod covid-19.

Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, fortæller, at gennemsnitsalderen på indlagte danskere lige nu er 51 år. Der er ingen overdødelighed blandt danskere i modsætning til andre lande syd for Danmark, siger han.

Omdiskuterede vacciner

Den 3. maj blev et politisk flertal enige om, at det skal være muligt for danskerne at lade sig frivilligt vaccinere med de ellers skrottede vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson – og det har fyldt coronadebatten de seneste uger.

Magnus Heunicke fortæller, at en tilvalgsordning for AstraZeneca og Johnson & Johnson-vaccinerne kan blive sendt i udbud efter en høring, der varer til næste uge.

Selvom man er ung, skal man stadig passe på

Også Søren Brostrøm fortæller, at vaccinekalenderen går fremad, men tilføjer hurtigt, at man stadig, også selvom man er ung, skal ‘være bekymret for covid-19’:

– Det skal man være både for sig selv, men også for andre, som måske ikke har fået vaccinen, fortæller Brostrøm.

Denne artikel opdateres løbende…

Hvad bed du mærke i ved dagens pressemøde? Del gerne dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook.

Exit mobile version