Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Om lidt begynder retssagen mod Korsørmanden: Her er de uhyggelige anklager

Tirsdag begynder retssagen mod den nu 33-årige mand. Han er tiltalt for flere forfærdelige forbrydelser mod unge piger.

Det er på tirsdag, at Retten i Næsted tager hul på en af de mest omtalte og skrækkelige sager, der har fundet sted i Danmark.

Samtidig havde de færreste nok regnet med, at den mistænkte flere år efter skulle kobles sammen med to andre forfærdelige sager, der også er gået ud over teenagepiger.

I hele syv år gik vi alle og vidste, at Emilie Mengs morder aldrig var blevet fundet, og dermed var der også en stor sandsynlighed for, at personen stadig var på fri fod i landet og gik iblandt os.

Spørgsmålet er så nu, om det også har været tilfældet? Det skal Retten i Næstved nu afgøre.

Sidste år blev en dengang 32-årig mand anholdt og tiltalt for drabet på den 17-årige Emilie Meng.

Hvis den mistænkte ved udgangen af retssagen bliver dømt skyldig, så har han ikke blot været på fri fod iblandt os.

Så har han boet på en villavej, festet med venner, arbejdet som leder i en virksomhed, hvor han ifølge anklageskriftet også skulle have taget en blot 13-årig pige hen til.

Emilie forsvandt

Det var helt tilbage i juli måned 2016, at den blot 17-årige pige Emilie Meng forsvandt.

Pigen var på vej hjem fra en bytur med sine veninder, men fortsatte alene, da hun kom til Korsør Station.

Mange frivillige hjalp med at lede efter hende, men forgæves.

Emilie Meng nåede at være forsvundet i hele 168 dage, før hun til sidst blev fundet.

Det var juleaftensdag, at en hundelufter fandt hendes lig ved Regnemarks Bakke nær Borup.

Herefter blev der udgivet alt fra artikler til podcasts og dokumentarer om drabet, da det var forbundet med et stort mysterie, for hvem var hendes gerningsmand?

Hele syv år skulle der gå, før man valgte at pege på en mistænkt.

Det skete i forbindelse med en anden forfærdelig sag.

Teenager forsvandt i 27 timer

Den 15. april begav en blot 13-årig pige sig ud på sin avisrute i den vestsjællandske by Kirkerup.

Pige vendte dog ikke hjem efterfølgende, og derfor blev hun meldt savnet af sin mor og stedfar.

På ruten fandt man hendes cykel, taske og mobiltelefon, hvorefter en stor eftersøgning gik i gang.

Dag blev til nat og først 27 timer senere kom politiet med en positiv udmelding.

Planen var, at politiinspektør Kim Kliver skulle have afholdt et pressemøde om situationen, men det endte med at blive udskudt.

Få minutter forinden fik han nemlig selv meldingen, at pigen var blevet fundet.

– Sådan en anholdelsesaktion kan jo have mange udfald. Jeg havde nok bare forventet at høre, at vi havde en anholdt, der skulle til afhøring. Men samtalen blev langt mere dramatisk: De havde fundet pigen på adressen – i live – og den formodede gerningsmand var anholdt, har Kim Kliver fortalt til Politiforbundets Fagblad, og tilføjede:

– Vi blev alle utroligt følelsesladede. Der var kram og jubel, og jeg må indrømme, at der også løb tårer ned ad mine kinder.

Pigen havde man fundet på en adresse i et hus i Korsør, hvor også den formodede gerningsmand var til stede.

Ikke længe efter afholdt Kim Kliver så atter et pressemøde og her kom den chokerende melding.

Man havde valgt at sigte manden for drabet på Emilie Meng.

Artiklen fortsætter under billedet…

Kim
Politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Rune Nilsson. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Blev sigtet i endnu en sag

Hertil valgte man også at sigte ham i forbindelse med en sag fra november 2022, der involverer en dengang 15-årig pige.

I januar i år kom så anklageskriftet, hvor der var flere skræmmende detaljer. Flere blev selvfølgelig undladt af respekt for ofrene.

Da det er hele tre sager, man skal igennem under retssagen, så vil man begynde med den “nyeste”, hvilket her vil være sagen om den dengang 13-årige pige.

Vi ved, at pigen tog ud på sin avisrute, men ifølge anklageskriftet, så mener politiet, at han forsætligt kørte ind i hendes cykel, så hun væltede. Herefter tvang han hende ind i bagagerummet.

Han skulle have taget hende både til sin bopæl i Korsør samt sin arbejdsplads i Sorø.

Han er tiltalt for frihedsberøvelse samt for at have voldtaget hende gentagende gange.

Ifølge anklageskriftet skulle han have slået hende, når hun forsøgte at komme fri, ligesom at hun også skulle have været bundet med både gaffatape, strips, reb og en kæde.

Hun skulle også have haft et pudebetræk over hovedet.

Den mistænkte er også tiltalt for drabsforsøg.

Fandt flere genstande på hans bopæl

Ifølge anklageskriftet blev der fundet flere genstande, som politiet mener, at man kan koble til en eller alle sagerne.

Der skulle være tale om hele 147 genstande, der blandt andet tæller sexlegetøj, kondomer, reb, nedstryger, strips, håndjern, bat, halsbånd, kæde, pakketape, gaffatape, ledning og engangshandsker.

Man skulle også have fundet to noveller med titlerne ‘Jeg havde set frem til denne dag’ og ‘Det havde været en dag udover det sædvanlige’.

Ligeledes skulle manden også have været i besiddelse af hele 3534 billeder og 561 videoer med pornografisk materiale med personer under 18 år. Dette har han selv nægtet.

Efterfølgende vil det være sagen fra 2022.

Pige slap væk

Her er manden tiltalt for trusler og vold mod en 15-årig efterskoleelev i Sorø.

Han skulle have truet hende med kniv, lagt hende på jorden og slået hende.

Han skulle ligeledes have sat sig på hendes ryg og givet hende strips på, men efterfølgende flygtet, da hun begyndte at skrige.

Han er tiltalt for forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt.

Ifølge anklageskriftet er der fundet DNA på pigens jakke, ligesom hans mobiltelefon har været koblet på en mast ved gerningstedet.

Hertil vil den sidste sag omhandle Emilie Meng.

Fandt den forsvundne bil

Her er manden tiltalt for at have udsat Emilie for frihedsberøvelse.

Det kom også frem, at manden er tiltalt for at have voldtaget hende.

Ifølge anklageskriftet døde Emilie Meng af kvælning.

Han skal have givet hende pakketape rundt om næsen og munden. Han er ligeledes anklaget for usømmelig behandling af lig.

Ifølge anklageskriftet har man fundet DNA-spor, som man har fundet interessante i forhold til sagen.

Længe har der været fokus på en bil i forbindelse med sagen grundet en overvågningsvideo fra togstationen. Man valgte at efterlyse en lys Hyundai i30.

Efter anholdelsen af manden fandt man og beslaglagde en Hyundai i30 i Slovakiet, der skulle have tilhørt manden.

Ifølge anklageskriftet viser kortoplysninger, at han var i nærheden af Korsør Station få timer før, Emilie Meng forsvandt.

Dagen før hun forsvandt, skulle han også have foretaget et køb i Harald Nyborg, som politiet mener, at de kan koble til sagen.

Han har delvist erkendt noget af tiltalen i sagen om den 13-årige pige, men det vides ikke, hvilken del der skulle være tale om. Resten nægter han sig skyldig i.

Retssagen begynder. d. 14. maj. Der er afsat 18 retsdage.

Vi sender de varmeste tanker til alle de pårørende i de forfærdelige sager.