Paven indrømmer: Vi holdt præsters seksuelle misbrug af børn hemmelig

Den katolske kirke er blevet kastet ud i et enormt stormvejr efter en ny rapport, som kaster lys på det massive misbrug af børn, som katolske præster i årevis stod bag.

Krisen har nu fået pave Frans til at offentliggøre et åbent brev, hvor han kommer med meget usædvanlige indrømmelser om den katolske kirkes indblanding i misbruget af de mange børn.

“Vi var ligeglade med de små; vi efterlod dem”, skriver paven blandt andet i brevet.

“Jeg erkender igen den lidelse, mange mindreårige har gennemgået på grund af seksuelt misbrug, magtmisbrug og misbruget af samvittighed udført af et betydeligt antal gejstlige og indviede personer.”

Sådan skriver pave Frans i et åbent brev, som mandag er blevet offentliggjort af Vatikanet.

At paven så åbent står ved, at den katolske kirke har gjort for lidt for at stoppe de mange katolske præster, som i årevis har misbrugt børn seksuelt, er ifølge flere medier såsom CNN meget usædvanligt.

Pavens udtalelser kommer i kølvandet på en rapport fra den amerikanske stat Pennsylvania, som har afsløret, hvordan mere end 300 katolske præster i Pennsylvania har misbrugt mere end 1 000 børn seksuelt.

Foto: praszkiewicz / Shutterstock.com

“Ingen undskyldning vil nogensinde være nok”

Ifølge CNN har rapporten afsløret, at interne dokumenter fra den katolske kirke i Pennsylvania beviste det omfattende børnemisbrug – visse af dokumenterne lå sågar i et hemmeligt arkiv, som kun biskoppen havde nøglen til.

“Når vi ser på fortiden, vil intet forsøg på at undskylde og råde bod på skaderne nogensinde være nok. Når vi ser fremad, vil der ikke blive skyet nogle midler for at forhindre, at det sker igen, men også for at forebygge muligheden for, at situationerne kan skjules”, skriver paven i brevet.

Den rapport, som har fået paven til at gå til handling, er den seneste i en lang række skandaler om seksuelt misbrug i den katolske kirke i blandt andre USA, Irland, Holland, Østrig, Tyskland og flere andre lande, skriver CNN.

Hvad synes du om, at paven endelig forsøger at gøre noget ved misbruget af de mange børn? Fortæl meget gerne din holdning i kommentarsporet på Facebook.