Den 33-årige Korsørmand modtog fredag eftermiddag sin dom. Han var dog ikke selv til stede.
Efter otte års usikkerhed har familien endelig fået svar. Philip Patrick Westh slog Emilie Meng ihjel.
Sagen har fyldt i medierne over hele landet og er med tiden blevet en af de mest omtalte sager i nyere tid.
Emilie forsvandt tilbage i sommeren 2016 efter en bytur med nogle venner. Hendes lig blev fundet juleaftensdag samme år og lige siden har der været usikkerhed om, hvem der stod bag. Det ved vi så nu.
Fredag blev Philip Patrick Westh kendt skyldig i mordet på Emilie, og nu har han fået sin dom, skriver TV 2.
Kendt skyldig i samtlige forhold
Tidligere på dagen blev skyldskendelsen læst op, og her fortalte retsformanden, at man havde tilsidesat Philips forklaring, om at han blot havde fundet pakketapen med Emilies dna.
I stedet har man vurderet, at Philip brugte tapen til at vikle om Emilies hals og hoved, og at Emilie var sammen med Philip, da hun døde.
Det kunne dog ikke bevises, at han havde voldtaget hende, så i stedet blev han fundet skyldig i forsøg på voldtægt samt forsøg på langvarig frihedsberøvelse. Han blev også fundet skyldig i usømmelig omgang med lig.
Det kunne oplyses, at det kontroversielle dna-spor på Emilies bukser ikke var det udslagsgivende bevis.
Philip blev ligeledes kendt skyldig i voldtægt, andet seksuelt forhold end samleje samt vold mod en dengang 13-årig pige, der sidste år forsvandt og senere blev fundet på hans adresse i Korsør.
Hertil blev han også kendt skyldig i forsøg på manddrab, da pigen skulle have forklaret, at han flere gange havde givet udtryk for, at han ville slå hende ihjel, hvis hun ikke gjorde, hvad han sagde.
Under anholdelsen fandt man også en stor mængde børnepornografisk materiale, som han også blev fundet skyldig i at være i besiddelse af.
Philip blev også kendt skyldig i forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje, forsøg på langvarig frihedsberøvelse, trusler og vold mod en dengang 15-årig pige.
Efter skyldskendelsen var der pause i retten, og om eftermiddagen blev dommen så læst op.
Artiklen fortsætter under billedet…
Livstid
Inden da blev hans mentalerklæring læst op, hvoraf det fremgår, at Philip er svært perverteret, svært seksuel afvigende, og at der er stor risiko for, at han vil begå ny kriminalitet. Derfor anbefalede Retslægerådet forvaring.
På baggrund af sagen krævede anklager Philip idømt livstid, da strafferammen overstiger 16 år.
Ifølge anklageren vurderede hun, at alle forbrydelserne tilsammen langt overstiger 30 år.
Hvis dette ikke vurderes, så pegede hun i stedet på forvaring.
Hun begrundede dette med, at der var flere skærpende omstændigheder, såsom at der var tale om drab og at alle ofrene var børn.
Omvendt mente forsvareren, at det burde være 16 år og hverken livstid eller forvaring, da han ikke er tidligere straffet.
Ligeledes gjorde hun det også klart, at man havde i sinde at anke dommen.
Fredag eftermiddag kom så den endelig dom.
– Thi kendes for ret. Tiltalte Philip Patrick Westh skal straffes med fængsel på livstid.
Philip var ikke selv i retssalen, da dommen blev læst højt.
Både pigen fra Kirkerup og pigen fra Sorø var dog til stede.
Ifølge TV 2 var der lagt vægt på, at forbrydelserne var begået mod unge ofter.
Forbrydelserne var planlagte og havde et seksuelt motiv.
Hertil skal Philip Patrick Westh betale 139.000 kroner til Emilie Mengs mor og 50.000 til hver af hendes to søskende, samt 295.000 til pigen fra Kirkerup og 40.000 kroner til pigen fra Sorø i erstatning.
Afslutningsvis meddelte forsvareren, at man anker dommen til landsretten, da man vil frifindes i de anklager, som man ikke erkendte.