Foto: Shutterstock

Plejehjem nægtede døende 98-årig sodavand

En 98-årig døende kvinde måtte kun få én rød sodavand i døgnet på det privatdrevne plejecenter Vonsildhave i Kolding.

Fredag fortalte en pårørende til den nu afdøde beboer, at hun selv måtte købe og medbringe røde sodavand til sin mor.

Det skriver JyskeVestkysten.

Dette selvom moderen var ramt af lungebetændelse og vejede 40 – 45 kilo. Hun spiste ganske lidt og betalte 3.500 kroner om måneden for kosten på Vonsildhave.

Beskeden til den pårørende, Ann Becker, lød, at der var lagt restriktioner på forbruget af sodavand, “fordi det var løbet løbsk”.

Vonsildhave overholder blot Kolding Kommunes servicestandarder på plejehjem, lyder det fra virksomhedslederen på Vonsildhave, Ditte Korsager, til JydskeVestkysten.

Men at plejehjem ifølge reglerne kun må give en sodavand per beboer kommer bag på seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (DF) – og som ikke kan se reglen fortsætte på samme måde.

– Jeg kan kun sige, at hvis vi har en regel, som kan tolkes sådan, at vores plejehjemsbeboere kun må få én sodavand i døgnet, så skal den laves om, siger Søren Rasmussen (DF) til JydskeVestkysten.