Politiet beder danskerne om hjælp: Hvem er disse unge mænd?

Politiet har offentliggjort billederne af to unge mænd, som er mistænkt for at stå bag flere voldelige hændelser. De håber, at danskerne kan hjælpe med at identificere mændene.

Politiet beder offentligheden om hjælp til at identificere to unge mænd, som er mistænkt for to gange at have forøvet vold på gaden i Roskilde.

Begge voldelige hændelser fandt sted om aftenen tirsdag den 6. november 2018.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Første episode skete klokken 19.28. Her gik en 17-årig mand kort før overfaldet sammen med en ven ad stien forbi politistationen og arresten i retning mod Jernbanegade. To fremmede mænd på cykler fulgte efter den 17-årige og vennen og kom med tilråb.

Vennerne blev bange og løb til Stationscentret. Her gik vennen ind i en kiosk, mens den 17-årige ventede udenfor. De to fremmede mænd på cykler dukkede op igen og udøvede sammen vold imod den 17-årige.

Artiklerne fortsætter under billederne.

Foto: Midt- og Vestsjællands Politi
Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

Senere på aftenen fik politiet endnu en anmeldelse om vold, denne gang mod en 27-årig kvinde fra Roskilde, som var blevet overfaldet af to fremmede mænd på Eriksvej. Mændene havde spurgt efter jointpapir, men kvinde havde afvist dem og sagt, at det havde hun ikke, da det var ulovligt.

Derefter tog den ene fat i kvinden og nikkede hende en skalle, så hun faldt ned på jorden. Mens kvinden lå på jorden, fik hun hældt vin ud over sig.

De to mistænkte beskrives som:

A:

  • Dansk af udseende.
  • 18 – 25 år gammel.
  • 180 – 185 centimeter høj.
  • Almindelig kropsbygning.
  • Hvid hudfarve.
  • Talte dansk.
  • Klædt i mørk trøje, lyse bukser og halsedisse.
  • Medbragte en lilla racercykel.

B:

  • Dansk af udseende.
  • 18 – 25 år gammel.
  • 175 – 180 centimeter høj.
  • Almindelig kropsbygning.
  • Hvid hudfarve.
  • Hageskæg.
  • Talte dansk.
  • Klædt i grå/sort hættetrøje, hvide malerbukser med pletter.
  • Medbragte sort damecykel.

Politiet har efterforsket sagerne og fundet frem til, at der er en sammenhæng i de to sager og efterlyser nu de mistænkte.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi, Lokal Efterforskning i Roskilde på telefon 46 35 14 48 eller nærmeste politi på 114.

Nu hjælper vi hinanden med at dele denne efterlysning, så politiet kan finde frem til de to unge mænd!

 

Læs mere om...