Foto: Østjyllands Politi

Politiet bekræfter: Familiemedlem anholdt i sag om efterladte børn

En 54-årig kvinde er blevet anholdt i sagen om to små børn, som lørdag aften blev fundet efterladt på Park Allé i Aarhus.

Og den midaldrende kvinde skulle være i familie med de to små børn.

Det oplyste Østjyllands Politi mandag eftermiddag på et pressemøde om sagen.

Politiet oplyste ikke, hvordan kvinden er beslægtet med børnene, men fortalte dog, at hun ikke er deres mor.

Foto: Østjyllands Politi

Den 54-årige kvinde blev anholdt i en lejlighed i Aarhus centrum og er sigtet for blandt andet at hensætte eller forlade en anden i hjælpeløs tilstand.

Kvinden er afghansk statsborger, men har ophold her i landet. Hun har ikke ønsket at udtale sig til politiet og nægter sig skyldig i sigtelserne imod hende.

Børnene menes at være søskende og ligeledes af afghansk afstamning. De er overdraget til Familiecentret i Aarhus og har det efter omstændighederne godt.

Den midaldrende kvinde bliver mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

To personer er desuden blevet administrativt frihedsberøvet i sagen med henblik på at fastslå deres identitet. Det drejer sig ifølge politiet om en 33-årig mand og en 25-årig kvinde.