Politiet gør endnu et uhyggeligt fund i Køge Bugt

Igen har Københavns Politi gjort et opsigtsvækkende fund i Køge Bugt. Der er tale om endnu en arm, som politiet i dag har fundet i samarbejde med dykkere fra Forsvaret.

Det fortæller politiet i en pressemeddelelse onsdag.

Politiet formoder, at armen har tilknytning til sagen om den svenske journalist Kim Wall, der blev meldt savnet efter en sejlads i Peter Madsens ubåd i august.

Hun er siden blevet fundet død og parteret. Både Kim Walls torso, hoved, ben og mindst en arm er dukket op. Ifølge politiet tyder det på, at den senest fundne arm også er Kim Walls.

– Armen er ikke blevet undersøgt endnu, men den er fundet i samme område, som vi fandt den første arm, og den var tynget ned på lignende vis. Derfor antager vi, at armen har forbindelse til Ubådssagen, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen i en pressemeddelelse.

Viser det sig, at armen som forventet tilhører Kim Wall, er alle dele af liget nu fundet. Ifølge Ekstra Bladet har Jens Møller Jensen på et pressemøde forklaret, at armen ligesom de andre kropsdele var tynget ned af strips og metalstykker.

Den 46-årige ubådskaptajn Peter Madsen er ifølge Ritzau fortsat sigtet for at have dræbt og parteret Kim Wall.