Foto: Kim Matthai Leland

Politiet med vigtig advarsel i det kolde vejr: ”Tal med dine børn”

Flere bekymrede borgere har kontaktet politiet de seneste dage, fordi de har set børn ude på den tynde is. Nu opfordrer politiet forældre til at tale med deres børn om faren.

Flere af landets politikredse har de seneste dage fået anmeldelser om børn, som går rundt på frosne søer, selvom isen slet ikke er sikker nok til det.

Det får politiet til at advare mod den tynde is og opfordre forældre til at tale med deres børn:

– Politiet opfordrer til, at skiltene om ”Ingen færdsel på isen” overholdes, og at alle forældre tager en snak med deres børn om faren ved at gå på den tynde is, lyder det i Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

Torsdag eftermiddag modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om, at 20 – 30 børn gik rundt på isen på Skolesøen ved Hvalsø skole, selvom der er opsat skilte om, at man ikke må færdes på isen.

Der var ingen personer, som var gået igennem isen, men børnene blev formanet om ikke at opholde sig der.

Også Østjyllands Politi har fået henvendelser om børn på den tynde is. Onsdag kom der blandt andet henvendelser om en dreng, som skøjtede på en sø i Mårslet, mens flere børn gik rundt på isen på regnvandsbassinet i Odder.

Torsdag modtog politiet igen en henvendelse fra Odder, hvor den del børn var gået ud på en frossen sø, selvom der var skilte om, at isen var usikker. Der var heldigvis ikke nogen, der var faldet igennem den.

Østjyllands Politi råder borgerne til at følge med på kommunernes hjemmesider for at finde ud af, om isen er tyk nok, til at man kan opholde sig sikkert på den.

Hvor var det godt, at der ikke skete noget med børnene! Nu hjælper vi hinanden med at dele denne advarsel, så ingen kommer galt afsted.