Politiet takker kvik borger: Spottede efterlyst bil på tankstation

Østjyllands Politi anholdt tre personer, der sad i den bil, de havde efterlyst i forbindelse med håndværkersvindel.

“En kvik borger i Randers kontaktede os her til eftermiddag, da han havde set den bil, vi i går efterlyste i forbindelse med en sag fra Højbjerg, holde på en tankstation i Randers.

Vi sendte med det samme en patrulje afsted, og de tre personer, der befandt sig i bilen, er nu anholdt. Tak for hjælpen.”

Sådan lyder det fra Østjyllands Politi i et opslag på Facebook.

Opdateringen kommer efter politikredsen onsdag advarede om udenlandske ’håndværkere’, som havde kontaktet flere borgere med gode tilbud, der desværre viste sig at være for gode til at være sande.

I flere tilfælde havde disse håndværkere ringet på døren og tilbudt at rense taget til en aftalt pris. Kort efter havde de dog sagt til husets ejer, at taget skulle repareres. Derfor steg prisen til det dobbelte og skulle betales kontant.

Et af deres ofre var en 82-årig kvinde fra Højbjerg, som havde lavet en aftale med tre irske håndværkere. Bagefter havde de kørt den ældre kvinde rundt til hæveautomater, så hun kunne hæve kontanter til dem.

Pludselig var kvindens søn kommet forbi, og håndværkerne var forsvundet i en bil, som politiet offentliggjorde et billede af. Det var netop denne bil, som den kvikke borger havde bemærket på en tankstation i Randers, hvorefter de tre passagerer var blevet anholdt.