Østjyllands Politi modtog mandag aften klokken 19.05 en anmeldelse om, at en mistænkelig bil med tonede ruder kørte rundt på en lukket vej ved Solbakken i Hammel.
Anmelderen havde taget kontakt til mændene i bilen. De sagde på engelsk, at deres gps var gået i stykker, og at de nu ledte efter et værksted.
Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Mændene virkede dog meget mistænkelige, så anmelderen besluttede sig for at kontakte politiet. De bad patruljerne i området om at kigge efter bilen. Og klokken 01.05 så en patrulje bilen på en rasteplads på Randersvej.
– I bilen lå tre personer og sov. Betjentene kiggede bilen igennem og talte med mændene, men der blev ikke fundet noget ulovligt. Registreringsnummeret og mændenes data blev dog lagt i systemet, da betjentene også syntes, at mændene virkede mistænkelige, skriver Østjyllands Politi.
Derfor opfordrer politiet nu borgerne til at holde øje med en Audi A6 Limousine med tonede ruder.
– Hvis man ser den køre rundt i nabolaget, så kontakt gerne politiet, lyder opfordringen.
Nu hjælper vi hinanden med at dele denne advarsel, så andre også bliver advaret mod de mistænkelige mænd!