Arkivfoto: Shutterstock

Populær chokolade kaldes tilbage landet over: Risiko for sygdom

Lidl kalder chokolade tilbage, fordi allergikere risikerer at blive syge, hvis de spiser den populære chokolade. Produktet er solgt i butikker landet over.

Lidl Danmark kalder Ferrero Raffaello-chokolade tilbage på grund af manglende dansk varedeklaration.

Den manglende deklaration betyder, at det ikke fremgår af emballagen, at chokoladen indeholder en række allergener.

Det oplyser Lidl Danmark i en pressemeddelelse.

Foto: Lidl Danmark

Personer, som har allergi over for én eller flere af disse allergener, risikerer derfor at blive syge, hvis de spiser produktet.

Allergenerne i chokoladen er: Mandler, skummetmælkspulver, vallepulver (mælk), hvedemel (gluten) og soja, hvilket altså ikke fremgår på dansk på varedeklarationen.

Hvis du har købt chokoladen og er allergisk over for ovenævnte allergener, bør du smide den ud eller levere den tilbage til nærmeste Lidl-butik, hvor du kan få pengene tilbage, også uden en kassebon.

Hvis du ikke er allergisk over for mandler, skummetmælkspulver, vallepulver (mælk), hvedemel (gluten) og soja, er der ingen sundhedsmæssig risiko forbundet med at spise produktet.

Chokoladen er solgt i Lidl-butikker over hele landet.

Nu hjælper vi hinanden med at dele denne artikel, så ingen bliver dårlige af at spise chokoladen!