Presset hospital udskyder kræftoperationer: ‘Ultimativt kan de dø i ventetiden’

Foto: Pressefotos/OUH

På Odense Universitets Hospital (OUH) må nogle kræft – og hjertepatienter vente længere tid på at blive opereret grundet mangel på intensivsenge.

Det skriver TV 2.

Sundhedspersonalet på hospitalet har fået besked på, at de må aflyse og udsætte alle operationer, der ikke truer patienternes liv eller førlighed.

Ifølge Joachim Hoffmann-Petersen, der er der er overlæge i Anæstesi og Intensiv Medicin på OUH i Svendborg, kan beslutningen få alvorlige konsekvenser:

– Det betyder, at patienterne får en rigtig dårlig behandling, og at man risikerer, at de får det værre. Og ultimativt kan de dø i ventetiden, siger han til TV 2.

Han understreger dog samtidig, at han ikke har kendskab til konkrete sager, hvor det har været tilfældet, at en patient mister livet på grund af en udskudt operation.

Foto: Pressefotos/OUH

Lægelig direktør: ‘Vi er selvfølgelig kede af det’

Den lægelige direktør, Bjarne Dahler-Eriksen, er ked af situationen, men forklarer samtidig, at de berørte patienter har fået tilbudt operation nogle få dage senere.

– Men sådan nogle situationer er vi selvfølgelig meget kede af. For vi kan jo alle sammen sætte os ind i, hvor stor en psykisk belastning det er for både patienter og pårørende, siger han til TV 2.

Især for en sygdom som kræft, hvor man ikke ved, hvor agressiv og hurtigvoksende en tumor er, kan tiden være altafgørende for patienten.

– Det er nedslående og uholdbart. En overskridelse af tidsfristerne kan have fatal betydning for den enkelte patient. Det kan forværre kræftsygdommen og gøre det vanskeligere at behandle den, har den adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, tidligere udtalt til Kræftens Bekæmpelse i forhold til, at mange kræftpatienter ikke bliver behandlet indenfor tidsfristen.

Hvad tænker du om dette? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.

Exit mobile version