Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Prins Henrik vil ikke begraves med dronning Margrethe

Konflikten har længe ulmet i kongehuset, hvor prins Henrik flere gange har givet udtryk for sin utilfredshed med den rolle og titel, han har i det danske monarki. Siden dronning Margrethe meddelte prinsgemalens pension i sin nytårstale for lidt mere end halvandet år siden, har prins Henrik flere gange været fraværende ved officielle begivenheder i kongehuset. 

Planen har dog hele tiden været den, at prins Henrik skal begraves sammen med dronning Margrethe i deres planlagte fælles gravsted i Roskilde Domkirke. Den plan er imidlertid skrottet nu, skriver BT.

Ifølge BT er det kongehusets kommunikationschef Lene Balleby, der overfor dagbladet bekræfter prinsgemalens beslutning. 

“Det er rigtigt, at prins Henrik har besluttet, at han ikke vil begraves i Roskilde Domkirke, som det ellers var planlagt”, siger Lene Balleby til BT.

Hun uddyber overfor BT, at baggrunden for prins Henriks beslutning er hans mangeårige utilfredshed med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Ifølge Lene Balleby er beslutningen i prinsens øjne en naturlig konsekvens af, at han ikke er blevet behandlet ligeværdigt med dronning Margrethe.

Spekulationerne om, at regentparret skulle skilles, har længe floreret i pressen. De spekulationer maner Lene Balleby dog til jorden overfor BT. 

“Nej, der er ikke tale om en skilsmisse”, siger Lene Balleby til BT og siger yderligere, at prins Henriks beslutning ikke vil få dronning Margrethe til at abdicere.

Ifølge BT var den oprindelige plan, at regentparret skulle begraves sammen under en dobbelt sarkofag udført af kunstneren Bjørn Nørgaard. Det vil forblive planen, at dronningen skal begraves under sarkofagen, selvom hun ikke får selskab af sin mand.

Synes du, at det er i orden, at prins Henrik ikke vil begraves ved siden af dronning Margrethe? Skriv gerne i kommentarsporet, hvad du synes.

Billedkilde: Ricardo Esplana Babor / Shutterstock.com