Region Hovedstaden efter stigende pres på hospitalerne: “Drop de aftaler, I har”

Antallet af COVID-10 patienter, der er indlagt, har været stigende i december måned, og allerede nu mangler der sengepladser på hospitalerne i Region Hovedstaden.

– Vi er igang med at skalere op med 200 yderligere sengepladser, og det kræver ekstra bemanding. Vi forsøger at skaffe personale frivilligt, men på nuværende tidspunkt er det desværre ikke muligt, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) til pressemødet onsdag eftermiddag.

Det er regionsrådsformanden, Sophie Hæstorp Andersen (s), der har indkaldt til dagens pressemøde for at orientere danskerne om planerne for regionens håndtering af corona-patienter i hovedstaden.

– Vi er nødt til at råbe vagt i gevær. Drop de aftaler I har, pas godt på jer selv, og isoler jer, hvis I føler jer syge, lyder opfordringen.

Sophie Hæstorp Andersen påpeger også, at hun opfordrer danskerne til at droppe gudstjenesten.

-Vi er i undtagelsestilstand nu. Min appel i dag er også, at I skal tale med jeres børn og unge om, hvordan vi kan se så få som overhovedet muligt, siger hun.

Nyeste tal for Statens Serum Institut viser, at der bare i december måned har været en tredobling af smittede med corona, der har behov for en hospitalsseng og lægelighjælp.

Akut behov for flere sengepladser

Regionen forventer et stigende antal indlæggelser med COVID-19 patienter de kommende dage.

– Der skal skabes yderligere sengepladser ved at konvertere allerede eksisterende pladser. Der er ikke tale om nye pladser, men eksisterende pladser, der får nye funktioner, siger lederen af task force for isolationspatienter, Kristian Antonsen.

Helt konkret betyder det, at man som patient ikke kan være sikker på, at blive vurderet eller behandlet på det hospital, der er nærmest, hvis man allerede har planlagte tider.

Den øgede pres betyder, at der er behov for alle hænder nu:

– Det presser den samlede kapacitet, for vi skal være i stand til at varetage alle andre behandlinger, der ikkke handler om covid. Vi er nødt til at forstærke vores bemanding hele vejen rundt. Alle medarbejder-grupper bliver opfordret til at tage del i løsning af disse opgaver, siger Kristian Antonsen.

– For at nedbringe smitten, har vi brug for at knække kurven. Vi er gået fra at have en grøn kurv til, at vi er på den røde kurve, hvis vi ikke gør noget nu, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen

Kristian Antonsen forklarer, at antallet af indlagte er steget med 20-40 per dag.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at der i skrivende stund er 713 indlagte i medicinske senge, mens 87 patienter er så hårdt ramt, at de er på intensiv i Region Hovedstaden.

Udover regionrådsformand Sophie Hæstrop Andersen (S), deltog lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger samt vicedirektør og lederen af task force for isolationspatienter, Kristian Antonsen, også til dagens pressemøde.

Vi må alle passe på hinanden og følge myndighedernes anbefalinger, så sundhedsvæsenet ikke går under presset!