Rige forældre ville snyde sig til gratis gaver: Nu får fattige børn ikke opfyldt deres ønsker i år

Et rigtig godt formål er blevet droppet efter snyd. De sidste tre år har ressourcesvage familier haft muligheden for at få en julegave til deres børn gennem ønsketræet i Nykøbing Mors. I samarbejde med kirkekontoret er der blevet uddelt sedler, hvor ønsket er blevet skrevet ned. Derefter er ønsket blevet lamineret og hængt op i butiksruden hos butik Nif-Nif, hvor personer med økonomisk overskud har kunne købe og donere gaven.

Men nu er der pludseligt kommet dobbelt så mange sedler tilbage, som der er udskrevet. Og flere af adresserne på ønskesedlerne kommer fra millionvillaerne i byen.

– Jamen, jeg bliver vred, fordi det går ud over dem, som virkelig har brug for de her gaver, siger initiativtageren Mie Skjold til TV MidtVest.

På grund af de mange ekstra sedler, kan man ikke vurdere, om det er trængende som har udfyldt ønsket og i år bliver der ikke mulighed for donere en gave.

– Jeg synes, det er forfærdeligt, at de børn, der har brug for det her, nu intet får i år. Der er noget grådighed i det her. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man har siddet og udfyldt de her sedler med grådighed for øje, men der går lidt konkurrence i den, tror jeg: ‘hvis andre kan få, vil jeg også have’. Det er meget ærgerligt, siger Mie Skjold til BT.

Sidste år var der 35 børn som fik en gave fra ønsketræet, men der bliver ingen ekstra julegave til dem i år.

– Det er blevet misbrugt. Konsekvensen er så, at børn, der virkelig har brug for det her, ikke får deres ønsker opfyldt. Det er sørgeligt, siger Mie Skjold til BT.

Hvad mener du om sagen? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet. 

Exit mobile version