
Mens mange danskere kæmper for at få budgettet til at hænge sammen, kan statsminister Mette Frederiksen se frem til en klækkelig forøgelse på lønsedlen.
Siden sidste års 1. maj er Mette Frederiksens årlige løn steget med hele 208.000 kroner.
Det betyder, at hun nu får 1,96 millioner kroner om året, hvilket svarer til en stigning på 12 procent.
Det skriver Ekstra Bladet
På den månedlige lønseddel svarer det til et spring fra 145.853 til 163.181 kroner. Altså et løft på over 17.000 kroner hver måned.
Til sammenligning er den private danskere steget med omkring 4,4 procent i løn. Nyheden har vakt harme rundt omkring i landet.
Lønstigningen gælder alle ministrene i hendes regering.
For nyligt blev en ny lov desuden vedtaget, hvilket betyder, at pensionsalderen nu endnu engang er steget. De yngste generationer kan forvente først at kunne gå på pension som 70-årige eller ældre.
Det skaber en skarp kontrast til de særlige vilkår, politikere selv nyder godt af både når det gælder pension og øvrige goder.
Det har fået mange danskere til at reagere med forundring og utilfredshed.
“Det er latterlige penge”
Flere peger på, at det virker urimeligt, at politikerne belønner sig selv i en tid, hvor økonomien for mange almindelige familier er presset.
– Jeg har det lidt sådan, at det skal være lige. Hvis de får en lønstigning på 12 procent, så skal vi også. Så er det fair. Vi udfylder alle sammen vores plads på vores bedste måde, og der er ingen, der i min optik, er bedre end andre. De rige skal ikke blive rigere, mens de fattige bliver fattigere, siger Tina Maria Phanomina.
Hun er ikke alene med sin frustration. Flere peger på, at politikerne burde holde igen, især når de selv taler om økonomisk ansvarlighed i det offentlige.
– Det er latterlige penge at bruge på folk, der ikke har brug for det. De snakker hele tiden om, at der mangler penge, og så bruger de det på lønstigninger. Deres børn har ikke brug for at gå på privatskoler. De kan da også bare gå på almindelige folkeskoler, siger Freja Kristensen.
For andre handler det om følelsen af ulighed, og om hvordan politikere med særlige pensionsregler og tidlig tilbagetrækning ikke lever under samme vilkår som resten af befolkningen.
– Det er jeg ikke glad for. Jeg synes, de i forvejen har mange fordele, som vi ikke har. De kan gå på pension tidligere og har en stor pension. Det er jo voldsomt med den stigning. Vi andre får jo kun lidt over 2 procent, siger Ole Bøgemark.
Hvad tænker du om dette? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.