Foto: Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

SF med nyt forslag: Forbyd rygning på flere københavnske strande

Det skal være forbudt at ryge på flere strande i Københavns Kommune.

Det mener SF i København, som har fremsat et nyt forslag med det formål, at børn og unge skal kunne færdes på strande uden at blive generet af cigaretrøg.

Det skriver TV 2 Lorry.

– Rygning er som bekendt en af de største dræbere i vores samfund, og vi har en vision om, at børn og unge skal kunne færdes uden at blive generet af røg. Og strandene er jo et af de steder, hvor især børnefamilier kommer meget – og de er der i lang tid – og så synes vi faktisk, det er oplagt, at vi gør det til et røgfrit område, siger Klaus Mygind, gruppeformand for SF, til TV 2 Lorry.

Foto: Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Etablering af rygezoner

De strande, hvor SF ønsker et rygeforbud, er Amager Strandpark, Svanemøllen Strand og den kommende Valby Strand.

Hvis forslaget bliver en realitet, skal der opsættes en række skilte og ekstra affaldskurve med askebægre ved indgangen til strandene. Desuden skal der etableres rygezoner, så der er mulighed for at ryge et andet sted.

Mandag skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til forslaget.

Hvad mener du om forslaget? Skriv gerne din mening i kommentarfeltet på vores Facebookside.