Stjernestatus er ikke altid lige med fans, fest og farver. Når man er i offentlighedens søgelys, må man lægge øre til alle slags meninger – også de negative.
Og netop sidstnævnte er “Vild med dans” stjernen, Silas Holst, godt træt af – endda så træt at han overvejer at stille danseskoene tilbage på hylden.
“Åhhh glæden ved at lave “Vild med dans”… gid man dog ville tale ordentligt om andre… man bliver sgu så slået ud hver gang og tænker lidt om man ikke bare skal finde på noget andet at lave .. god lørdag allesammen”, skriver han til sine godt 133.000 følgere på instagram.
I samme opslag deler han nogle screenshots af de kommentarer, som har fået ham op i det røde felt.
Her skriver en bruger blandt andet: “Dumme Silas ud med ham”.
Silas Holst er ellers kendt for at være meget populær, når han svinger med hofterne på dansegulvet. Han vandt “Vild med dans” med sin partner Jakob Fauerby i 2019. I år danner han par med skuespilleren Nukaka Coster-Waldau.
“Tyk, tynd, ulækker bøssesvin”
Den danseglade Silas Holst fortsætter sine posts på instagram, hvor tonen ikke ligefrem er blevet bedre.
“Det er ikke for at få medlidenhed jeg skriver dette opslag”, forklarer han i starten af opslaget på instagram og fortsætter:
“Det er helt okay man ikke kan lide mig, men man kan godt sige det på en ordentlig måde. Jeg har svært ved at forestille mig at folk ville sige den slags til mig face to face og hvis man ikke ville gøre det, så skal man heller ikke skrive det. Det dræner ens energi”, skriver han blandt andet.
Du kan læse det fulde opslag herunder:
Første gang Silas Holst kunne give en sejrsdans i forbindelse med “Vild med dans” konkurrencen var i 2011. I 2014 fik han æren igen, og senest vandt han TV 2’s dansekonkurrence i 2019.
Om han fortsat har kampsgejst her i den 17. sæson af “Vild med dans” og helt til den 17. december 2020, hvor årets “Vild med dans” vindere bliver fundet, er endnu svært at tyde.