Foto: Per øxenholt/Ritzau Scanpix

Skelet fundet af forbipasserende – nu har politiet nyt om den dødes identitet

Lørdag blev et delvist skeletteret lig fundet på Virup Skovvej i Hjortshøj ved Aarhus.

Der er efter al sandsynlighed tale om liget af en 58-årig kvinde, som har været forsvundet siden begyndelsen af januar.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Foto: Per øxenholt/Ritzau Scanpix

Mandag blev der ifølge politiet foretaget en obduktion, men det er endnu ikke lykkedes at fastslå en endelig identitet.

Der er intet, der tyder på, at der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.

– Der blev fundet forskellige effekter ved den afdøde, som gør, at vi er ret sikre på, at der er tale om den 58-årige kvinde. Men nu skal vi have analyseret et tandsæt og nogle prøver, før vi kan slå identiteten fast med sikkerhed. Der er ingen tegn på, at hun har været udsat for en forbrydelse, og når vi har fået en endelig identitet, vil politiets arbejde sandsynligvis være afsluttet i sagen, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Den 58-årige kvinde har været forsvundet siden den 8. januar i år og er af flere omgange blevet efterlyst i offentligheden. De pårørende er blevet underrettet.