Spiste for meget sushi: Smidt ud af all-you-can-eat-restaurant

Normalt kan man spise til bukserne revner uden problemer, når man går på all-you-can-eat-restauranter, men en mand med glubende appetit fik ejeren til at se rødt.

Triatleten Jaroslav Bobrowski går meget op i sin sport. Det betyder ikke kun masser af træning, men også en streng diæt. I tyve timer spiser han ikke noget, hvorefter han giver los. Noget en running sushi-restaurant i den bayerske by Landshut har oplevet på nært hold.

Og som nu har fået ejeren til at bortvise ham.

– Han spiser for fem personer. Det er ikke normalt, siger restaurantejeren Tan Le til den lokale avis Passauer Neue Presse.

Jaroslav Bobrowski betalte 19,50 euro (145 kroner, red.) for all-you-can-eat-buffeten, men spiste lidt mere end den gængse gæst. På running sushi-restauranten kører forskellige tallerkener med sushi rundt på et bånd, som gæsterne kan tage. Jaroslav Bobrowski nåede at spise 100 tallerkener, inden han var mæt.

Han holdt sig ikke til en tallerken ad gangen, men tog ifølge restaurantens ejere fem-syv tallerkener per tur.

– Det skabte et stort hul i sushi-flowet, og de andre gæster spurgte, om vi havde mere fisk, siger ejeren Tan Le til Bild.

Da han var færdig med at spise, sagde ejeren, at han ikke længere var velkommen. Han var bortvist.

– Jeg har fået forbud mod at komme der, fordi jeg spiser for meget, siger Jarolsalv Bobrowski til Passauer Neue Presse.

Hvad mener du? Overreagerede ejeren? Eller var det dårlig stil af Bobrowski at spise så meget mad? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet.  

Foto: PxHere