Når jeg stiger på bussen eller i metroen, har jeg alt for ofte lyst til at rive min mobiltelefon ud af hænderne på folk.
Det er både uhøfligt og skammeligt ikke at give plads til ældre, gravide eller små børn og lade som om, man ikke ser dem, fordi man stirrer på sin telefon.
Kommentar: Frida Liljefors
Dette er en kommentar. Meningerne er skribentens egne.
Klokken er lidt over 7.30 en regnfuld torsdag morgen i midten af november i byen.
Jeg sidder i metroen. Hele morgenen har været præget af sene afgange, overfyldte perroner og stressede pendlere på vej til skole og arbejde.
Jeg rejser mig op og kryber sammen midt i vognen blandt de rejsendes paraplyer, computertasker og våde jakker. Pludselig får jeg øje på en lille pige. Hun er ikke ældre end 8 eller 9 år og holder sin lillebror i hånden. I den anden hånd holder hun sin telefon, presser den hårdt mod øret og taler med sin mor, stresset og bekymret.
Hun ser sig desperat omkring, og hendes lillebror er tydeligvis ked af det, tårerne løber ned ad hans kinder, og han ser fortvivlet på sin storesøster. “Der er så mange mennesker, og jeg kan ikke se, hvor jeg skal gå hen,” siger hun.
Set fra børnenes perspektiv står der mennesker, der er dobbelt så høje som dem selv, i alle retninger, de kigger – men ikke en eneste voksen tilbyder dem en rolig plads, hvor de bedre kan se.
Vi spoler et par måneder frem.
Det er 27 grader varmt, og folk står i store klynger i bussen i eftermiddagens myldretid. Der er ingen brise overhovedet, og det føles som en sauna, hvor solen langsomt varmer mere og mere op.
En højgravid kvinde stiger på, forpustet og svedig, og forsøger at støtte sig, hvor hun kan. Hun kigger sig omkring, men alle, der sidder ned, stirrer på deres mobiltelefoner som om de var opslugt og ser ikke ud til at have bemærket, at hun er steget på.
Bussen ruller af sted, og hun må støtte sig til en stol. Tiden går, og jeg føler, at jeg næsten bliver svimmel i bussen.
Ingen tilbyder hende en plads.
Ingen kigger overhovedet i hendes retning.
Hold op med at kigge ned på jeres mobiltelefoner
Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste gang, at rejsende vælger deres egen bekvemmelighed frem for at hjælpe deres medmennesker.
Jeg ved ikke, om det er mobiltelefonerne, der letter folks samvittighed – når de kan stirre på skærmen og lade som om, de ikke ser.
Men hvis en ældre person, et barn eller en gravid stiger på en bus, en sporvogn, et tog eller en metro, burde det så ikke være en selvfølge at rejse sig og give dem deres plads?
For det første handler det om sikkerhed.
En person, der tilhører en sårbar gruppe, kan komme meget slemt til skade, hvis bussen vælter. De kan have sværere ved at stå op, når de rejser med offentlig transport, og hvis en ældre eller gravid person falder og kommer til skade, kan det få alvorlige konsekvenser.
Børn, der ikke har samme fysiske styrke eller evne til at holde fast, har også større risiko for at falde.
Kan få alvorlige konsekvenser
Hvis vi vil have et inkluderende og omsorgsfuldt samfund, er vi nødt til at bekymre os om hinandens velbefindende, ikke sandt?
Nogle føler måske, at de har ret til at sætte sig ned, hvis det lykkes dem at finde et ledigt sæde, fordi de har betalt for at rejse så komfortabelt som muligt.
Men jeg får ondt i maven, når individualistiske tanker og personlig komfort prioriteres over kollektivt ansvar. Det er faktisk direkte skammeligt.
Og jeg synes, det går langt ud over den offentlige transport.
At tilbyde sin plads til dem, der har mest brug for den, er en byggesten i skabelsen af det samfund, vi alle bør stræbe efter. Hvor solidaritet og fællesskab er det, vi lærer vores børn og unge.
Derfor skal man give sin plads i bussen
Jeg ønsker, at vores land skal have en omsorgskultur, som gennemsyrer hele samfundet.
Jeg tror virkelig på, at vi kan gøre det bedre – og hvis du læser dette og er en af dem, der har tendens til at scrolle gennem din telefon, lade som om du lytter til musik eller kigger ud af vinduet, når en person, der har brug for et sæde, stiger på, synes jeg, du skal tænke grundigt over, hvordan du gerne vil behandles, hvis rollerne var byttet om.
I sidste ende får vi det samfund, som vi selv er med til at opbygge.
Venlighed og hensyn til hinanden vil altid være det vindende koncept.
Jeg synes, at de, der ikke forstår det, burde skamme sig.
Hvad synes du om dette? Skriv en kommentar på vores Facebook-side!
