Privat foto: Taget af medarbejder på Plejecenter Sophielund

Studentervogn besøgte plejecenter: ‘Beboerne var helt oppe at køre’

Plejecenter Sophielund havde en fest, da studenter stoppede op for at hilse på beboerne under studenterkørslen.

Årets studenter fejrer for tiden deres velfortjente huer, og det kan både ses og høres i gadebilledet.

Med højt humør og musikken for fuld skrue kører de rundt i studentervogne, mens de på skift stopper hos hver enkel elev i klassen, hvor venner og familie står klar til at fejre de nyudklækkede studenter.

3.C fra Rungsted Gymnasium havde dog et usædvanligt stop på deres tur.

Privat foto: Plejecenter Sophielund

For klassen tog en tur forbi plejecenter Sophielund i Rungsted, hvor de blev taget rigtig godt imod af beboerne på plejecentret.

Med flag, øl og deres egne meget gamle huer var de med til at sætte gang i fejringen.

Det fortæller Pia Bærentzen, som er centerleder på Sophielund Plejecenter, til Newsner.

– Beboerne var helt oppe at køre over det. Nogle af dem fandt deres gamle studenterhuer frem og sad med dem, da eleverne kørte forbi. Og så havde de jo flag med, siger hun.

Studenterkørslen har været en tradition gennem mange år. Pia Bærentzen fortæller, at der derfor også var mange beboere, der blev rørte undervejs.

– Det er en stor dag at køre studentervogn. Derfor kunne beboerne godt genkende det. Det var nogle minder, der blev vakte til live, siger Pia Bærentzen.

Oplevelsen sidder i kroppen

På Plejecenter Sophielund fik de et opkald fra rektor på Rungsted Gymnasium, som spurgte om hans elever måtte komme forbi under studenterkørslen. Det tænkte Pia Bærentzen helt sikkert ville være hyggeligt.

– Det gør noget for vores beboere, at vi mindes, at vi selv har været unge engang. At de bliver set af de yngre og at de yngre bliver set af de ældre, siger hun og slår fast at sådan en oplevelse vil sidde i kroppen.

Privat foto: Plejecenter Sophielund

Studenterne sparede ikke på festen, da de ankom med både sang og ølbong. Besøget varede i et kvarter, hvilket er typisk for stunderkørsel. Men til trods for det korte visit, har det en helt særlig betydning for beboerne.

– De oplever noget glæde ved at møde de yngre generationer, så de ikke kommer til at sidde og kede sig alt for meget. Jeg tror helt sikkert, at det betyder noget for beboerne at se liv og glade dage. Det vækker minder, så det er helt sikkert noget, vi vil fortsætte med, siger Pia Bærentzen til Newsner.

Traditionen fortsætter

Allerede nu har plejecenter Sophielund aftalt med rektor at fortsætte med flere studenterbesøg fremover.

Det er både sundt for beboerne, eleverne og muligvis også faget på sigt. Der mangler hænder i sundhedssektoren og hvis de unge allerede nu får positive oplevelser med ældre mennesker, kan det være, at de får øjnene op for en fremtid i faget, mener Pia Bærentzen.

Plejecentret blev det første stop på ruten, så de unge studenter var ikke alt for fulde, da de kom på besøg.

Sikke en opløftende historie!

Ønsk endelig studenterne tillykke i kommentarfeltet under artiklen på Facebook.