Svigt i hjemmeplejen: Dement 87-årig fik ikke mad i 10 dage

Jens Christensen har ifølge Sjællandske både brugt foto, notater og aktindsigt til at dokumentere, at hjemmeplejen i mindst ti dage ikke har givet hans 87-årige mor mad.

– Hvis ikke hun havde haft sine pårørende, så ville hun i værste fald være død, siger Jens Christensen til Sjællandske.

10 dages mad – uåbnet

Ifølge avisen har Jens Christensens mor fået sin mad leveret fra et lokalt forsamlingshus siden 1. maj. Alligevel var det et grufuldt syn, der mødte Jens Christensen, da han i går åbnede sin mors køleskab. Her stod der nemlig leveret mad for mindst 10 dage – uåbnet.

Hans demente mor har fået visiteret 10 minutter ekstra, så hjemmeplejen kan hjælpe hende med at få noget at spise. Uden den hjælp får hun simpelthen ikke mad.

– Det gør mig simpelthen ekstra gal, at hjemmeplejens manglende servering af mad til min mor bare fortsætter, selvom vi med billeder og henvendelser gør opmærksom på, at hun ikke har fået mad, siger Jens Christensen til Sjællandske.

Til Sjællandske siger Jens Christensen, at han er blevet mødt af forklaringer fra hjemmeplejen om, at der har været afløsere hos hans mor.

Ifølge Sjællandske er hjemmeplejens områdeleder ikke vendt tilbage til avisen med svar på kritikken.

Fotografiet i toppen er et modelfoto og har ingen relation til sagen.

Exit mobile version