Efter beskyldninger om krænkende adfærd, trak Frank Jensen sig i oktober 2020 fra posten som næstformand i Socialdemokratiet og som overborgmester i København. Nu har han startet egen konsulentvirksomhed.
På det sociale medie LinkedIn løfter Københavns tidligere socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen nu sløret for, hvad han skal lave fremadrettet. Frank Jensen har arbejdet i dansk politik i mere end 30 år, men hans karriere tager nu i en anden retning. Han har nemlig startet sin egen konsulentvirksomhed, som har fået navnet FrankJensenCph Consultant.
I opslaget på LinkedIn skriver han blandt andet således om baggrunden for stiftelsen af virksomheden:
– Jeg har igennem de seneste måneder fået tilstrækkeligt med kontrakter og aftaler til at etablere mit eget konsulentfirma, hvorfra jeg skal rådgive direktion og bestyrelse i flere virksomheder indenfor offentligt og privat samarbejde.
Firmaet vil beskæftige sig med verdensmålene, den grønne omstilling og udviklingen inden for energi- og forsyningssektoren.
– Jeg glæder mig til at komme i gang, skriver Frank Jensen i sit opslag på LinkedIn.
Hvad tænker du om dette? Del det gerne med os i kommentarfeltet under artiklen på Facebook.