Vi er nok alle vant til at stole nærmest blindt på ordensmagten. Vi respekterer politibetjente for deres hårde og sjældent værdsatte stykke arbejde, og hvis de ringer på vores dør, ved vi, at det som regel er alvorligt – og at vi bør lytte godt efter deres ordrer. Og præcis sådan skal det også være.
Men selvom man i langt de fleste tilfælde stoler på politibetjente og tror, at de vil det bedste for os lovlydige borgere, er der nu to “betjente” på fri fod, som har snydt en sagesløs 38-årig mand for et stort pengebeløb.
Det er Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde, som i døgnrapporten skriver, at den 38-årige mand fra Jyllinge søndag aften fik uventet besøg af to fremmede mænd, som udgav sig for at være politibetjente.
“De krævede at få den 38-åriges pas og sundhedskort, hvis han ville undgå at komme i retten. Derudover blev han beordret til at destruere sit NemID-kort,” skriver politiet.
Senere opdagede manden, at et stort beløb var blevet hævet fra hans bankkonti, ligesom også et køretøj var blevet registreret i hans navn. Det får politiet til at mistænke de to mænd for at have misbrugt mandens personlige oplysninger til at få en økonomisk gevinst.
Pas på disse mænd
Tricktyvene beskrives sådan:
A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-30 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Karseklippet i siden, vinterjakke, cowboybukser, Talte: Dansk med accent;
B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-30 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Karseklippet i siden, sportsbukser, Talte: Dansk med accent.”
Kræv at se legitimation
Selfølgelig skal man kunne stole på politiet, men hvis man er det mindste i tvivl om, hvorvidt en betjent rent faktisk er fra politiet, bør man bede om at se politilegitimation.
“Politipersonale har pligt til at fremvise politilegitimation, såfremt en borger kræver det,” skriver politiet selv og opfordrer borgere til at bede om at se politilegitimation, hvis civilklædte personer udgiver sig for at være fra politiet.
Det er forfærdeligt, at der findes mennesker, som udgiver sig for at være fra politiet – kun for at stjæle store pengesummer fra sagesløse borgere.
Nu må vi stå sammen og hjælpe med at dele politiets advarsel, så de ikke når at ramme flere!