Udenrigsminister lukker Danmark: “Fra og med nu går verden i rød”

Pandemien er efterhånden så alvorlig, at Danmark lukker ned for alt indrejse til landet. Samtidig frarådes danskere at rejse ud.

Fredag eftermiddag kunne Udenrigsminister Jeppe Kofoed præsentere flere restriktioner.

Det er blandt andet de nye og langt mere smitsomme corona mutationer, der bekymrer ministeren:

– Nye og endnu mere smitsomme mutationer breder sig globalt. I England er mutationen meget udbredt, og smittetallet stiger meget kraftigt. Det samme ser vi med Sydafrika, hvor smittetallet også stiger voldsomt, lød det fra Jeppe Kofoed.

Ministeren forklarer, at restriktionerne kommer for, at vi i Danmark kan være ekstra forsigtige:

– Mutationen har allerede krydset flere landegrænser. Den sydafrikanske variant er allerede i Europa, men vi har ikke set den i Danmark.

– Vi har besluttet midlertidigt at skærpe forholdende omkring ind – og udrejse i Danmark. Formålet er enkelt, vi skal minimere risikoen for, at danskere tager ud i verden og bliver smittet.

– Fra og med nu går verden i rød. Vi fraråder rejser til alle lande. Det gælder også erhvervsrejser, siger han.

Grænserne er dog ikke lukket fuldstændigt. Akutte rejser og folk, der har et anerkendelsesværdigt formål og en negativ coronatest, der er højst 24 timer gammel med i hånden, kan godt komme ind i landet.

Risikoniveau 5 i varslingssystemet

Onsdag var det statsminister Mette Frederiksen, der kom med en bøn til danskerne, efter hun præsenterede yderligere restriktioner:

– Vi står i en rigtig alvorlig situation. Undgå at mødes med andre personer end dem, du bor med og din nærmeste familie. Aflys gerne alle de aftaler du kan, hvor det overhovedet er muligt, sagde statsministeren til pressemødet for få dage siden.

Regeringen har tidligere præsenteret et varslingssystem, der kan give et overblik over, hvordan det står til med smittetrykket i Danmark, og hvilke restriktioner, der gør sig gældende og ikke mindst, hvilke restriktioner der kan være på vej.

Det blev til onsdagens pressemøde gjort klart, at Danmark er rykket fra niveau fire til niveau fem, som er det højeste niveau.

Få overblik over restriktionerne her:

  • Afstandskrav i butikker og det offentlige rum bliver skærpet til to meter.
  • Forsamlingsforbuddet sænkes fra ti personer til fem – dette gælder også i private hjem.
  • Der er allerede skærpet indrejserestriktioner for borgere fra England, og det vil forsat være sådan.
  • Myndighederne skal hurtigst muligt sikre, at personale i plejecentre kan hurtigtestes, og der skal udvikles modeller til personale i daginstitutioner.
  • Aflys alle aftaler, I kan aflyse.

Daginstitutionerne er dog stadig forsvarlige at holde åbne, sagde statsministeren.

I en pressemeddelelse kort tid efter kom Sundheds – og ældreministeriet med en melding om, at de alligevel har en opfordring til forældrene:

– Forældre opfordres dog til at holde børn hjemme fra dagtilbud, hvis dette er muligt. Desuden undersøges muligheden for øget brug af fx visir ifm. dagtilbud, stod der i meddelelsen.

Del gerne artiklen, så flere følger regeringens anvisninger, og vi sammen kan få sat en stopper for COVID-19.