Foto: Nordsjællands Politi

Uhyggeligt fund på rutsjebane: Knivblad limet fast på gelænder

Under en rutinemæssig inspektion af en legeplads blev der i går gjort et uhyggeligt fund. Et knivblad fra en hobbykniv limet fast til en rutsjebane.

Når man tager sine børn med på legepladsen, er det for at de kan have en fantastisk dag, hvor der bliver leget med venner og familiemedlemmer. Men det kunne være gået helt galt på en legeplads i Frederiksværk, hvis det ikke havde været for en rutinemæssig inspektion.

En medarbejder fik sig i går en grim oplevelse, da inspektionen fandt sted på en legeplads på Skovfogedvænget. Her var et knivblad fra en hobbykniv limet fast med silikone på toppen af en rutsjebane. Nordsjællands Politi skriver i en pressemeddelelse, at den var sat fast på det sted, hvor man naturligt ville sætte hænderne. Derudover var der smurt silikone på rutsjebanen flere steder.

Hvis du har set noget, kan Nordsjællands Politi kontaktes på 114.

Hvor er det forfærdeligt at læse! Nu hjælpes vi ad med at dele dette, så alle kan blive opmærksomme på dette, hvis det er sket flere steder.