Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ulla Vejby deler særlige detaljer fra ‘Sygeplejeskolen’

Skuespilleren sætter ord på særlige detaljer fra serien, som folk har udvist stor interesse for.

‘Sygeplejeskolen’ nærmer sig med hastige skridt sæsonafslutningen. Men selvom det snart er farvel til Fredenslund, så kan seerne glæde sig over, at holdet bag den populære serie allerede er i fuld sving med en ny sæson.

Ulla Vejby har været med siden starten, og hvor hun i begyndelsen var sygeplejeelev, så er hendes karakter Else nu færdiguddannet sygeplejerske. I den nye sæson kan man se, at hun har travlt på arbejdet, men der er også sket meget på det personlige plan for Else.

Hun er blevet kærester med Finn Jönsson, men efter den store brand er noget forandret mellem dem. Hvor Else først tror, at Finn er blevet forelsket i Aksel, er sandheden en helt anden.

Finn kæmper nemlig med dårlig samvittighed over, at han ikke kunne redde Aksel fra branden. De følelser han kæmper med er så voldsomme, at han til sidst ikke kan bære det mere, og han forsøger at gøre en ende på sit eget liv. Heldigvis bliver det opdaget, og Else står klar til at hjælpe Finn videre.

Deler spændende detaljer

‘Sygeplejeskolen’ går meget op i at vise livet på hospitalet så korrekt og detaljeret som muligt. Derfor har holdet bag serien været rundt omkring i både Danmark og Sverige for at hente de rette rekvisitter og kostumer.

Og rundt omkring i de danske stuer er der mange som er interesseret i detaljerne fra serien. På Instagram har Ulla Vejby delt det, som hun kalder en “nørdevideo” om sit kostume, og her giver hun svar på et par af de spørgsmål, som flere har tænkt over, når de har set serien.

For hvad er de forskellige ting på deres uniformer egentligt?

På uniformens højre side sidder det, der ved et hurtigt øjekast kunne ligne en stump af en cigaret. Det er det dog langt fra.

Det er derimod et stykke kridt, som bruges til at skrive over patientsengene.

– Og her har vi et lille timeglas, som man bruger som pulsmåler, skriver Ulla Vejby til den anden genstand på uniformen.

Den sidste ting som nu sidder fast på uniformen er et lille emblem. Det emblem kan flere sikkert genkende, da det stadig bruges i dag. Det viser, at Else er færdiguddannet sygeplejerske.

Det lille emblem skulle dog have set en lille smule anderledes ud.

– Der burde stå Fredenslund på, men det findes ikke, så vi måtte være kreative, skriver hun i videoen.

I stedet står der “Dansk Sygepleje Raad”.

Du kan se ‘Sygeplejeskolen’ søndag klokken 20:55 på TV 2 Charlie eller på TV 2 Play.

Ej, det er bare spændende at komme endnu tættere på alle detaljerne. Sørg gerne for at dele artiklen med andre fans af ‘Sygeplejeskolen’.

LÆS OGSÅ: