Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Ung SF-profil sygemelder sig: Jeg risikerer at miste synet permanent

SF-profilen Jacob Mark tager en pause fra politik, da han har mistet store dele af synet på begge øjne.

De sidste mange uger har stået på valgkamp for politikere rundt omkring i hele landet. Og selvom det var kommunal- og regionsvalg, så har politikerne fra Folketinget også forsøgt at skaffe vælgere. Det gælder også 30-årige Jacob Mark fra SF, der dog kun var ude fysisk og holde valgkamp på valgdagen, da sygdom tvang ham til at skrue ned for de fysiske aktiviteter.

– Jeg har desværre fået en sygdom i begge øjne, der gør, at jeg har mistet store dele af mit syn – særligt på det ene øje er det rigtig slemt. Det betyder også, at jeg meget hurtigt bliver svimmel og får hovedpine, skriver Jacob Mark på Facebook, hvor han har offentliggjort nyheden om, at han bliver nødt til at tage en pause fra politik.

Uhyggeligt at miste synet

Det har været en skræmmende oplevelse for politikeren pludseligt at miste synet.

– Det er uhyggeligt at miste sit syn. Det er uhyggeligt at have et godt syn og pludselig kan jeg ikke se Christina (Krzyrosiak Hansen, hans forlovede, red.) henover middagsbordet, når det er mørkt udenfor. Og det er uhyggeligt når optikeren siger; det her har ikke noget med briller at gøre. Dit syn er bare væk.

Mange sygdomme kan påvirke synet i både kort og lang tid.

– Men i mit tilfælde mener lægen, at svaret er langvarig overbelastning af kroppen og sindet. Hun er ret fortrøstningsfuld på mine vegne, hvis jeg faktisk tager mig sammen og får taget den pause, jeg længe har haft brug for. Hvis jeg får stressen ud af kroppen, så kan det være at synet kommer tilbage. Men hvis ikke, så risikerer jeg at miste synet permanent.

Selvom politikeren blev rådet til at sygemelde sig tidligere, så tog han ikke imod rådet.

– Jeg lyttede ikke til rådet om at sygemelde mig helt midt i valgkampen. Jeg blev bare ved, for det er det man gør, når man ikke kender sine egne grænser. Og det er det, jeg har gjort for længe. Ikke lyttet til kroppen og ikke givet den de pauser, den har brug for. Det var simpelthen for spændende og stort og vildt og godt at være en del af et sted, hvor man kunne forandre noget for så mange mennesker, skriver han og fortsætter:

– På den måde kan man sige, at der er noget paradoksalt ved, at jeg har været med til at føre en valgkamp om at give ro på og sætte farten ned – og at jeg selv har skrevet de ordsprog – men at jeg ikke selv evner at gøre det. Ikke før nu. Det er svært, når der er så meget jeg gerne vil. Men nu er jeg nødt til at lytte til kroppen.

Prioriterer sit helbred

Han nævner også i opslaget, at han er ked af at måtte sygemelde sig, da der er mange ting, han gerne vil være med til at få ført ud i livet, men lige nu må han prioritere sig selv.

– Jeg glæder til at komme tilbage til politik og de gode kollegaer igen – og til mulighederne for at gøre en forskel for folk. Men lige nu må jeg gøre en forskel for mig selv og prioritere mit helbred.

Jeg er desværre nødt til at tage en pause fra politik. I tirsdags gik SF frem ved endnu et valg, og det er jeg stadig…

Posted by Jacob Mark on Thursday, November 18, 2021

Privat danner Jacob Mark par med den populære borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), der netop har genvundet borgmesterposten i Holbæk. Her slog hun Danmarksrekord med 46% af de afgivne stemmer. Det er ifølge TV2 den højeste andel af personlige stemmer ved dette valg.

 

Læs mere om...