Unge muslimer vil nedbryde fordomme – deler eid-pakker ud til alle, der har behov for dem

En forening bestående af danske muslimer vil dele gratis eid-pakker ud til alle, der har brug for dem – uanset om man fejrer eid eller ej.

Det er måske ikke alle, der er klar over det, men den 13. april startede årets ramadan, hvor mange muslimer rundt omkring i hele verden blandt andet har holdt sig fra mad og drikke fra daggry til solnedgang.

Ramadanen varer i 29-30 dage og fejres med den store eid-fest, der svarende til juleaften består af lækkert mad, godt selskab og ikke mindst en masse gaver.

Ifølge 38-årige Muhammed Kilic er det dog stadig ikke alle, der forstår hvad ramadan og eid-festen går ud på, og det vil de hos foreningen Spejlet, hvor han er formand, gerne ændre på:

– Vi vil gerne hjælpe andre og skabe en god dialog mellem mennesker, som har mange fordomme. Vi arbejder på at bryde fordomme, og det gør vi ved at give en hjælpende hånd til dem, der har behov for det, siger Muhammed Kilic til Newsner.

Eid-pakken vil hovedsageligt bestå af eid-guf og andre lækre snacks.

Foto: Muhammed Kilic/privat
Dette er billede af nogle af de juleposer, som foreningen delte ud i december-måned.

Efter planen vil foreningen dele eid-pakker ude foran Rødovre Rådhus den 9. maj kl. 14. Tilbuddet er især henvendt til børnefamilier, men det er til alle og ikke kun til børnefamilier, der fejrer eid.

Foto: Muhammed Kilic
Sådan så det ud tilbage i december måned, hvor foreningen delte julepakker ud.

Gentager succesen efter julehjælp

Tilbage i december måned uddelte foreningen julehjælp til ressourcesvage familier. Foreningen endte med at dele omkring 70 poser til en værdi af 500-600 kroner per pose.

Foto: Muhammed Kilic/privat

Muhammed Kilic fortæller, at det, de får igen, er det hele værd:

– Der var en, der ringede for at undskylde for, at hun tidligere havde stemt på Dansk Folkeparti, for hun troede ikke, der fandtes mennesker som os, lyder det fra Mohammed Kilic.

Foreningen Spejlet har omkring 200 aktive medlemmer bestående af både kvinder, mænd og børn.

Foto: Muhammed Kilic/privat

Foreningen håber, at de gennem uddelingen af eid-pakkerne kan skabe dialog og sprede mere viden om, hvad ramadanen og eid går ud på og på den måde nedbryde nogle af de mange fordomme om muslimerne.

Udover fasten så handler ramadanen også om at fordybe sig åndeligt i religionen og at afstå fra materielle lyster og nydelser. Derudover er der netop fokus på at give til dem, der har brug for hjælp.

– Man skal være bedre til at snakke med sine naboer og sige: ‘Hej, jeg har lavet lidt ekstra mad. Har du lyst til at smage på det?’, lyder opfordringen fra Muhammed Kilic.

Hvad tænker du om tiltaget? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.