Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Utroligt fund på jysk kartoffelmelsfabrik: Skræmmende genstand gemte sig blandt kartoflerne

Mandag morgen blev en overraskende genstand fundet mellem alle kartoflerne på en fabrik i Sønderjylland.

Mandag morgen omkring klokken 08.30 gjorde man et overraskende fund på Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland i Toftlund.

Mellem de mange kartofler, dukkede der pludselig en granat op.

Det skriver JydskeVestkysten.

– I forbindelse med sortering af kartofler, dukkede denne fætter op. Bomberydderne er på vej, og så må vi se, om det var en heldig kartoffel, der opdagede den, inden det gik galt, eller om det blot var en øvelsesgranat, skrev Syd- og Sønderjyllands Politi til et billede af granaten, som de delte på det sociale medie Twitter.

Jens Christian Jørgensen, direktør for Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland, forklarer, at alle kartoflerne kører forbi en stærk magnet under sorteringen. Det er denne, som har sorteret granaten fra.

– Kartoffeloptageren samler normalt en del metal op fra jorden, så vi finder rigtig meget metal med den her magnet. Men det er godt nok første gang, vi finder en granat i de syv år, jeg har været ansat her. Men jo, sådan en kartoffeloptager finder mange mærkelige ting, siger Jens Christian Jørgensen til JydskeVestkysten.

Ifølge JydskeVestkysten har ammunitionsryddere fra Forsvaret mandag eftermiddag uskadeliggjort granaten.

Hvor var det godt, at ingen kom galt afsted! Del gerne denne artikel med dine venner, så de ikke går glip af den utrolige historie.