TV 2

Vild afsløring: Amira Smajic blev dømt kort før optagelser til ‘Den sorte svane’

Ifølge mediet blev hun dømt for en særdeles grov overtrædelse af straffeloven.

Det er ved at være en uge siden, at ‘Den sorte svane’ blev offentliggjort, men den sprængfarlige dokumentar er stadig på tapetet mange steder i Danmark.

Særligt i fokus har hovedkilden, Amira Smajic, været, og nu er endnu en afsløring om hende kommet frem, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge TV 2 viste ‘Den sorte svane’, hvordan rockere og bandemedlemmer fra “Danmarks underverden” fik hjælp til at udføre hvidvask gennem fakturafabrikker.

Hjælpen kom fra blandt andre advokater, tidligere politikere og foretningsmænd fra “Danmarks oververden”.

Dokumentaren har fået voldsomme konsekvenser for flere af de medvirkende, der blandt andet er blevet politianmeldt.

En anden, der efterfølgende også har fået voldsom meget opmærksomhed, er Amira Smajic.

Ville have det stoppet

Det var Smajic selv, der kontaktede journalist Mads Brügger, hvorefter hun indvilligede i at agere muldvarp for at få skaffet optagelser med skjult kamera.

Her er det hendes opgave at falde så tæt tilbage i sin tidligere rolle som rådgiver uden selv at lave kriminalitet.

Men hele processen tog en vanvittig drejning, da hun selv ønskede at få dokumentaren stoppet, så den ikke kunne blive sendt, hvilket Østre Landsret dog gav TV 2 lov til.

Undervejs nævner Mads Brügger selv overvejelserne om, hvorvidt Amira Smajic er til at stole på, da hun er tidligere kriminel.

Nu er Ekstra Bladet så kommet med en vild afsløring om Smajic, som TV 2 ikke valgte at nævne i dokumentaren.

Artiklen fortsætter under billedet…

Amira
Amira Smajic. Foto: TV 2

Fik adgang til fortrolige dokumenter

Mediet har fået aktindsigt i dommen, der beskriver, at hun har udvist “grov skødesløshed” i forbindelse med sit job som erhvervsjurist i Advokatfirmaet Smajic.

Ifølge Ekstra Bladet blev hun dømt for særdeles grov overtrædelse af straffeloven tilbage i begyndelsen af februar 2022, kort tid før optagelserne til ‘Den sorte svane’ gik i gang.

Ekstra Bladet skriver, at hun fik adgang til fortrolige ringbind, der indeholdt efterforskningsmateriale fra en straffesag.

Disse blev dog efterfølgende fundet på hendes adresse i forbindelse med en ransagning, hvor de havde været frit tilgængelige, selvom andre personer også “havde fast ophold der”.

Afslutningsvis skriver mediet, at hun blev idømt 10 dagbøder a 1.000 kroner.

TV 2 valgte efterfølgende at “ansætte” Smajic i forbindelse med ‘Den sorte svane’.

Dokumentaren har også haft voldsomme konsekvenser for hende selv. Det kan du læse mere om herunder.